- Reklame -

Katrine Rav er er 26 år gammel og læser en kandidat i civilingeniøren velfærdsteknologi. Hun er enormt nysgerrig, elsker at lære og bygger hus om i weekenderne. Derudover har hun diagnoserne ADHD og Aspergers syndrom. Vi har snakket med Katrine for at blive klogere på at være studerende med en funktionsnedsættelse. 

Energisk og følsom 

”På den ene side gør det, at jeg kan være superdejligt energisk, men det gør også, at jeg er meget mere følsom overfor sanseindtryk end mange andre,” siger Katrine om at have ADHD og Aspergers syndrom. Alle de helt almindelige baggrundslyde, der kan være i et klasselokale, og som de fleste af os sjældent bemærker, er Katrine nemlig altid bevidst om. Forestil dig at skulle forholde dig til hver en stol, der knirker; hver en blyant, der bliver tabt; al den mumlen og hvisken, der er i hjørnerne af lokalet. Sådan ser Katrines oplevelse ud – og det er altså trættende. Det gør også, at det er mere krævende for Katrine at være til undervisning, hvorfor hun netop også er deltidsstuderende; noget der gør, at hun rent faktisk kan få sin hverdag til at hænge sammen. 

Når elastikken bliver spændt for hårdt 

Katrine startede egentligt på studiet som fuldtidsstuderende, men efter lidt mere end et år var hun så presset – og havde været det igennem så længe – at hendes krop simpelthen begyndte at sige fra. ”Jeg har altid været stresset – også op igennem folkeskolen og gymnasiet, men det har jeg egentligt tænkt var helt normalt. Alle andre mennesker siger jo også, de er pressede,” siger Katrine og fortæller om en af de oplevelser, der gjorde det klart for hende, at nu var grænsen nået: ”Jeg cyklede hjem fra skole en dag, hvor det havde regnet, og jeg var fuldstændig gennemblødt. Så kom jeg ind ad døren og satte mig ned på en stol – og så kom jeg ikke videre end det. Så gik jeg simpelthen fuldstændig i stå.” Sådan går der tre kvarter før Katrine langsomt kan sætte gang i de bevægelser, der skal til for at få det våde tøj af. Episoden er et øjenåbnende øjeblik for Katrine, der herefter bliver sygemeldt og får diagnosen Aspergers syndrom.  

Ikke normal – og det er okay 

Hvad har det så betydet for Katrine at få denne diagnose og nu at studere på nedsat tid? ”Jeg er gået fra at føle mig rigtig dårlig til at være normal til bare at være anderledes – og det er jeg faktisk god til,” siger Katrine og uddyber: ”Fordi mit hoved fungerer anderledes end de flestes, så er det også nogle gange, at jeg er nødt til at gøre tingene på en anden måde.” Katrine kan godt tage en uddannelse, hun kan godt sidde i et klasselokale og hun kan også godt tage til fest. Hun gør bare tingene lidt anderledes: ”Jeg synes egentligt jeg kan, hvad jeg vil, men det har krævet nogle tilpasninger, så jeg også trives i det, jeg gør”. Katrine kan måske godt klemme sig igennem tingene på den ”normale” måde – det er dog ikke en løsning i det lange løb siger Katrine, der gang på gang oplevede, at det gik i vasken, når hun forsøgte dette i tiden før og lige efter, hun blev diagnosticeret. Og derfor er bare det at kunne indrømme for sig selv, at det er okay at gøre tingene anderledes, også noget, der har stået centralt for Katrine. ”Så er der noget, der virker, og det er fedt, og noget, der ikke virker, og det smider man væk. Og stille og roligt får jeg opbygget en værktøjskasse af ting, der fungerer for mig.”  

Værktøjskassen 

Adspurgt til, hvad Katrines værktøjskasse helt specifikt består af, og hvad der er en hjælp for hende på studiet, siger hun følgende: ”Det hjælper mig at være mig – at være åben om, hvordan jeg fungerer,” Det er noget, der er vigtigt for at undgå misforståelser. ”Når jeg får fortalt min arbejdsgruppe, at jeg lægger mærke til alle indtryk omkring mig, og at det derfor kan være ret overvældende at sidde i et klasselokale i pausen, hvor jeg lægger mærke til 8-10 samtaler på én gang, og at det er derfor jeg går ud og trækker noget luft – men at jeg rigtig gerne vil snakke en til en eller i en lille gruppe, så ved de det, og så er Katrine ikke asocial, hun er bare hypersensitiv.” 

Helt essentielt står altså den gode kommunikation. ”Jeg snakker med folk. En ting er, hvordan jeg fungerer i gruppearbejde, men jeg er sådan set også meget interesseret i, hvordan resten af gruppen fungerer. Det er ikke dem, der skal tage hensyn til mig. Det er os, der skal tage hensyn til hinanden og finde en måde, hvor vi alle kan arbejde sammen.”  

At tage sin trivsel seriøst 

At finde ud af, hvad der virker for Katrine, har således været en lang proces – og er heller ikke en færdig sag. Men når Katrine reflekterer over de oplevelser og erfaringer, hun har gjort sig, kan hun i hvert fald sige følgende om sit forløb: ”Jeg lærte ligesom at tage min trivsel seriøst, og at det faktisk var vigtigt, at jeg havde det godt. Ikke at jeg behøver at have det fuldstændig fantastisk og bare slapper af og er på ferie hele året, men det var vigtigt, at jeg kunne få min hverdag til at hænge sammen, og jeg ville faktisk ikke byde mig selv at være så presset. Jeg ville ikke byde nogen andre at være så presset, som jeg var. Men dengang kunne jeg altid lige skubbe mig selv lidt længere, og det er jeg simpelthen stoppet med i dag.” Katrine udforsker stadig sine grænser og forskellige strategier, der kan flytte dem, men gør det nu på en måde, hvor hun også passer på sig selv.  

Et godt råd med på vejen 

Sidder du tilbage og genkender den følelse af pres, som Katrine beskriver, har hun et godt råd til dig: ”Det er okay at være presset, særligt i spidsperioder, men hvis det er alting eller altid, og du slet ikke kan få din hverdag til at hænge sammen uden for skole, så er det nok på tide at overveje, om ikke der er noget, der skal ændres. Og så tal med andre om det, for du er garanteret ikke den eneste, der har det sådan og når vi ved, hvordan andre har det, er vi bedre til at hjælpe hinanden.” 

Her kan du høre mere fra Katrine 

Har du lyst til at høre mere fra Katrine, har hun en Facebook-blog, der handler om håndteringen af udfordringer ved Asperger og ADHD, og et podcast, der udforsker forskellige emner fra perspektiverne af unge med funktionsnedsættelser.   

  • Facebook: Katrine Rav – Erfaringer fra mit liv med ADHD og Asperger 
  • Podcast: Rav i den – En podcast om ungdomsliv med handicap 
    Har tilhørende Facebook-side af samme navn og kan findes på Spotify.   

Rækværk SDU 

Har du selv en funktionsnedsættelse? Så er Rækværk SDU måske noget for dig. Rækværk er en forening for studerende med fysiske eller psykiske funktionsnedsættelser og et sted, hvor der er mulighed for at dele erfaringer og viden, inspirere hinanden og skabe nye venskaber.   

  • Facebook: Rækværk SDU 
  • Instagram: raekvaerk_sdu 

Vi er altid glade for at høre vores læseres mening. Du kan skrive din kommentar herunder.