- Reklame -

En epoke er slut. I 1999 lancerede to mediemæssige giganter: Nokia 3210 og Sund & Hed. Men hvor den kære Nokia-telefon hurtigt blev overgået af andre produkter og i dag anses for et oldtidslevn, så har Sund & Hed konsekvent været et fysisk blad. Det er vi fra dags dato ikke længere. Selvfølgelig er det et vemodigt farvel til de farverige artikler, man kan læse over en kop kaffe i kantinen eller læsesalen, men samtidigt er det et goddag til et mere aktuelt onlineunivers med de samme nærværende artikler skrevet af de samme nysgerrige skribenter. Der har naturligvis været digitale tiltag, siden vi startede, og læser du dette, så har du formentligt også været forbi vores Facebook- og hjemmeside. Næste skridt bliver dog endnu mere spændende, og hvordan alt det kommer til at foregå, kan du læse mere om her i bladet, hvor du også kan møde vores to nye redaktører, Mathilde og Emilie. Hjerteligt velkommen til jer begge. 

Du kan i bladet også læse tips til at søge studiejobs og få en indsigt i, hvorfor to SUND-studerende valgte forskelligt, da de blev tilbudt vacciner. Er du interesseret i konsekvenserne ved lockdown på snyd og karakterræs, har vi været forbi SUNDs studieledere for at høre deres holdning om eksamensformerne. Er det mere frygten for at skrive speciale alene, der prikker til dig, så læs vores artikel om Specialegruppen; det seneste skud på stammen i “Bygge bro på SUND”-klummen. 

Er det mere ryggen, der knager, eller motivationen, der mangler, så er der også hjælp at hente – både direkte fra SDU’s “Intelligente træning” og vores tips og tricks. 

Udover at være det sidste fysiske blad, så er det også mit sidste blad. Efter fire gode år med en masse spændende historier og søde mennesker bliver jeg kandidat til sommer. Det har været en fantastisk rejse, og jeg efterlader bladet med en helt igennem spektakulær redaktion. Jeg kan kun anbefale folk at banke på redaktionsdøren og sige goddag, når muligheden engang kommer igen. 

Tak for denne gang. 

Og rigtigt god læselyst, 

René Gyldenlund Pedersen | Redaktør

Læs det nye blad her eller på vores hjemmeside – og følg os på instagram her.

Vi er altid glade for at høre vores læseres mening. Du kan skrive din kommentar herunder.