Home Aktuelle opslag Et O-løb om samarbejde mod ensomhed

Et O-løb om samarbejde mod ensomhed

0
Et O-løb om samarbejde mod ensomhed

Hvad skal man stille op med et mordmysterie på SDU? Man sætter selvfølgelig de veloplagte audiologi- og audiologopædistuderende på sagen!

O-løb om et mord 

Det er nok de fleste af os, som ville ønske, at vi kunne lave lidt mere af alt det sjove og fysisk se vores venner i den her tid. Dét tog de heldigvis hånd om i Studieforeningen for Audiologi og Audiologopædi, hvor de studerende den 22. april på et corona-venligt udendørs O-løb blev detektiver for en dag, fordi et mordmysterie skulle løses. Et mystisk mord var sket på SDU, og med poster rundt om i Odense C blev de syv udklædte og kampklar teams udfordret i at løse gåder, udregne mordtidspunktet og sammen finde ud af, hvad der var sket.  

Intet detektivarbejde uden en gevinst; der var selvfølgelig præmier på højkant både til bedst udklædte og til de tre teams i toppen. De heldige og kreative studerende kunne vinde høretelefoner, gavekort til Rosengårdcenteret, Lagkagehuset og andre lækre sager.   

Fysisk fremmøde og frisk luft mod ensomhed

Om de studerendes efterfølgende respons på arrangementet fortæller Helene, formand for Studieforeningen for Audiologi & Audiologopædi: ”De synes, at det var skidesjovt, og de hyggede sig. Flere sagde, at det var et godt initiativ og godt koordineret.” Hun fortæller endvidere, at det handlede om at skulle samarbejde, og dermed blev de studerende aktiveret på en helt anden måde end ved den sædvanlige online-undervisning.

I alt deltog 33 studerende fra førsteårsstuderende til kandidatstuderende fra både Audiologi og Audiologopædi, og til Sund & Hed fortæller Helene, at ”det var fedt, at der var så mange forskellige der deltog.”  

Formålet med O-løbet var at bryde ensomheden blandt de studerende, skabe fællesskab gennem teambuilding og give dem en sjov dag med fysisk fremmøde og frisk luft.  

Fagrådet overgår til forening   

O-løbet gav også de studerende mulighed for at netværke, da en af posterne blandt andet var hos Dansk Hørecenter, og hele arrangementet var arrangeret af Studieforeningen for Audiologi & Audiologopædi – det tidligere Fagråd for Audiologi og Audiologopædi – som per 6. maj overgik til at være en forening.  

”Studieforeningen er stiftet for at gå skridtet videre til noget mere seriøst,” fortæller Helene om den ny-etablerede forening, hvor man nu har mere klare økonomiske fordele og samarbejdsmuligheder. For foreningen er det vigtigt, at de studerende ved helt præcist, hvad de kan forvente af foreningen, og hvad den kan tilbyde dem. ”Fagrådet har i hvert fald vokseværk, og vi glæder os til at starte dette nye spændende kapitel meget mere, efter det store eksamensræs er overstået,” lyder det fra Helene.  

Den frivilligt drevne forening består af et socialt og fagligt fællesskab for de to studier, hvor man blandt andet har fokus på teambuilding, netværk, kommunikation og kompetence- og selvudvikling. ”Det er alt sammen nogle meget personlige egenskaber, man udvikler, når man sidder med i et fantastisk dejligt foreningsliv og arbejder sammen med søde mennesker, der sammen løfter hinanden op og kommer med konstruktive og kreative ideer og løsninger,” fortæller Helene.  

Man har som studerende mulighed for at deltage i forskellige udvalg og arrangementer, og har man lyst til at følge med i studieforeningens aktiviteter og konkurrencer, kan man kigge forbi deres Instagram-side: @studieforening_audlog.  

Vi er altid glade for at høre vores læseres mening. Du kan skrive din kommentar herunder.