- Reklame -

Endnu en sommerferie er gået, og endnu et studieår står for døren. For nogen er det måske endda det allerførste studieår på SDU, der venter. Om du er helt ny studerende eller en garvet SDU-gænger, så byder Sund & Hed velkommen til et nyt – og forhåbentligt – coronafrit år.  

Halvandet år skulle der gå, før SDU kunne åbne dørene helt op, og vi igen kan møde op og se vores medstuderende i øjnene, men måske er det lige netop nu, at du har tiden og overskuddet til at finde ud af, hvem du gerne vil være som studerende. Hvad har fungeret indtil nu, og hvor skal der justeres lidt?  

Alle kender til det. NU tager vi os sammen, NU læser vi, NU bliver det godt, men blev det så nogensinde bedre? Vi vil komme med vores bedste råd til, hvordan du får den bedste studietid og får lagt de bedste planer. 

Lav en god plan 

En god plan er ikke nødvendigvis at læse pensum fra ende til anden. Måske det virker godt for nogle men ikke andre. En god plan skal være realistisk for netop DIG. 

Hvornår på dagen læser jeg bedst? 

Er du et friskt A-menneske, eller er der måske nærmere en natteravn gemt i dig? Nogle mennesker trives allerbedst med at komme op fra morgenstunden og få overstået dagens pligter, så der kan slappes af senere. Det virker måske for mig men ikke for dig, og det må man bestemt ikke lade sig slå ud af. Andre trives nemlig meget bedre med at læse om aftenen og natten, hvor de ikke bliver forstyrret af andre elementer. Prøv dig frem og husk på, at det, der virker for mig, ikke nødvendigvis virker for dig. Husk ikke at lade dig stresse over, at din læsemakker er tre kapitler foran i bogen, for dem indhenter du jo klokken 3 i nat, mens han eller hun snorksover.  

Hvor skal jeg læse henne? 

Måske fandt du ud af under corona, at du faktisk fik lavet en hel masse ved at ligge derhjemme i din seng under den varme dyne. Eller måske fandt du ud af, at du skal ud fra dine fire vægge i din lille studielejlighed for på nogen måde at kunne koncentrere dig. SDU tilbyder studiepladser på både Campus og WP. Her kan du både sidde i fuldstændig stilhed på læsesale eller booke en studiecelle med din læsegruppe, hvor I kan diskutere dagens forelæsninger. Du kan komme ind 24/7 med dit studiekort, så der er ingen undskyldning, hvis du er en natteravn, der vil læse ude.  

Hold ud og hold fri 

Du er lige kommet ind på drømmeuddannelsen og starter på dit første semester. Du har været vant til at bade i tocifrede karakterer i gymnasiet. Er det dig? For så lyt godt efter nu!  

Forestil dig, at du netop er blevet optaget på SDU med et vanvittigt højt karaktergennemsnit. Du var den allerbedste i din gymnasieklasse. Din nye årgang på SDU består af 100 af de bedste fra hver sin gymnasieklasse. I har alle fået 12-taller på stribe, men nu skal I altså fordeles ud på en ny karakterskala. Der er desværre alt for mange, der oplever at blive skuffet og tabe modet, når de får de første karakterer på universitetet. MEN husk på, at 02 betyder, at du er god nok. Når du som medicinstuderende får et 02, har der siddet en række undervisere og censorer, der har vurderet, at du er god nok til at blive læge – at du kan lige netop det, der forventes af dig.  

Du må ikke lade dig slå ud, men hvis det bliver for uoverskueligt, så er der altid hjælp at hente. De forskellige uddannelser på SUND har de dygtigste Faglige Vejledere, der kan guide dig i den rigtige retning. Der er ingen dumme spørgsmål. 

Husk på, at din studietid på SDU bliver det fedeste nogensinde. Hold fri, tag til fredagsbar, lav gode planer og nyd din tid samtidig med, at du bliver en kanondygtig akademiker. Endnu engang velkommen til (og tilbage). Vi glæder os til at dele de næste mange år med jer. 

Vi er altid glade for at høre vores læseres mening. Du kan skrive din kommentar herunder.