- Reklame -

Som ny studerende kan det være svært at finde den studieteknik, der virker bedst for en selv. Man hører så ofte, at det handler om at prøve sig frem og lære af sine fejl – dog er der visse tips, man egentlig godt selv ville have kendt til, da man var ny studerende.  

Hvad siger de garvede? 

Som en del af en konkurrence har Sund & Hed spurgt de ældre og garvede studerende, hvad deres bedste studietips er. Konkurrencen blev vundet af @maria_kjems og @malektumeh på Instagram, og her går rådene både på, hvordan man effektiviserer læsningen, og hvordan man holder motivationen højt.  

@malektumeh skriver følgende: ”Et godt studietip, der har virket for mig, er at gøre brug af en studiemakker ift. at få læst eller skrevet. Man indgår en aftale om x antal sider (eller hvad end opgaven måtte være) inden det næste møde på en given dato.” Her er planlægning et nøgleord, da aftaler mellem studiemakkere kræver, at der tages stilling til, hvor meget man skal nå og til hvornår. 

Det samme nøgleord går igen i tippet fra @maria_kjems. Hun skriver: ”Planlæg din studiedag dagen før. Så har du et overblik over dagen, når du begynder.” 

Kan det virkelig passe, at bøger skal være så dyre? 

En frustration som nok går igen ved de fleste nye studerende, er frustrationen over den lange liste af pensumbøger – og endnu værre, priserne på disse. Men fat mod, nye studerende, og se semesteret an, inden du køber samtlige bøger på pensumlisten allerede inden studiestarten. Hurtigt finder man som ny studerende nemlig ud af, hvilke bøger der er gode at have. Vær tålmodig og hør dig gerne ad blandt de ældre studerende på dit studie, så du kun køber de bøger, du får brugt. 

Bøgerne behøver hverken at være af nyeste udgave eller med blanke, glatte sider for at kunne hjælpe dig helskindet igennem semesteret. Her har @malektumeh et godt råd. ”Jeg er begyndt at lede efter brugte bøger – helst med masser af overstregninger. Jeg synes, at man dermed godt kan tillade sig bare at skimme siderne og fokusere på det, der er overstreget. Det har været effektivt indtil videre,” lyder rådet på. 

Derudover modtager Sund & Hed løbende studierelevante bøger fra blandet andet Fadl’s Forlag og Munksgaard, som vi giver væk i bytte for en boganmeldelse. Hvis du synes, det lyder interessant, kan du følge linket her og se, hvilke bøger du lige nu kan få fingrene i.

De gyldne pauser 

En af de allervigtigste ting at huske som ny studerende er også, at det altid er okay at tage en pause. Faktisk er det afgørende, at man husker at give sig selv et pusterum. Der kan være knald på fra første øjeblik af studiestarten, og derfor skal man en gang imellem mindes om at gå ned i tempo.  

Mange indregner samtidigt også pausetid i deres studietid for at effektivisere læsningen. Her er der flere teknikker, og på Instagram nævner @maria.kjems en af disse. ”Brug Pomodoro-teknikken, når du studerer (25 min. arbejde, 5 min. pause, tag tid med æggeur) ad fire omgange, hold derefter en længere pause. De 5 minutter skal bruges væk fra skærmen, og det er lige præcis kort nok tid til, at man ikke kan nå at lave overspringshandlinger,” skriver hun om teknikken. 

Stort tillykke til de to vindere af konkurrencen. Følg med på Sund & Heds Instagram for at holde øje med fremtidige sjove og studierelevante konkurrencer med lækre præmier. 

Vi er altid glade for at høre vores læseres mening. Du kan skrive din kommentar herunder.