
Fredag d. 10. september blev der endelig igen, traditionen tro, afholdt intern idrætsdag for de studerende på Idræt og Sundhed, og vi på redaktionen kiggede forbi for at opfange den gode stemning – den skal alle på SUND have glæden af at opleve!
Kampgejst og godt humør
Idrætsdagen har været en tradition i mange år på Idræt og Sundhed, og der var som altid en masse aktiviteter linet op dagen igennem. Programmet bød på fælles opvarmning, udspringskonkurrence, høvdingeboldturnering og forskellige udendørsaktiviteter heriblandt kongespil og spike ball – alt sammen udklædt i tema efter årgangen, man er på. Kampgejsten og det gode humør blandt de studerende var ikke til at tage fejl af, og det er noget, som kendetegner både studiet og den traditionsrige dag.
Niclas Nyegaard, formand for Fagrådet Idræt og Sundhed SDU og medarrangør af dagen, fortæller til Sund & Hed: ”Det er en dag, hvor alle årgangene mødes på tværs af hinanden og dyster i forskellige ting i løbet af dagen. Tanken er at få introduceret nye bachelorstuderende og kandidater til det sociale fællesskab, vi vægter enormt højt på studiet.”
Billeder: Emilie Paarup
Endelig må vi være sociale igen
Netop det sociale har vi alle manglet de sidste mange måneder og måske især os, som er startet på studie under coronapandemien. Lad os bare indrømme, at det ikke har været den bedste start, og at vi har manglet en del. Derfor var idrætsdagen lidt ekstra vigtig for, at de nye studerende også fik lov at opleve fællesskabet og den sociale del af at studere Idræt og Sundhed. ”Vi har mange studerende, der ikke har kunnet opleve fællesskabet og ånden, der er en så essentiel del af studiet. Den fik vi vist, og det fornemmede vi, var rigtig positivt for mange af de nyere studerende” fortæller Niclas.
Udspringskonkurrencen er et hit
En helt særlig aktivitet for dagen er udspringskonkurrencen i svømmehallen, og det var et hit for både de studerende og arrangørerne. ”Jeg synes altid, at udspringskonkurrencen er mega fed, og den skuffede bestemt ikke i år! Det er altid sjovt at se, hvordan de kreative hjerner løser de forskellige springkategorier,” svarer Niclas på spørgsmålet, om hvad det sjoveste ved dagen har været.
Uanset om det var et vildt spring fra den højeste vippe, eller det endte med en maveplasker, er der ingen tvivl om, at man på Idræt og Sundhed altid er klar på at heppe på hinanden og have en fest. Niclas uddyber: ”Der er også bare en sindssyg god stemning i svømmehallen – både når der laves vilde rotationsspring, men også når der kommer en kæmpe maveplasker.”
Introfesten på studiet lå (også helt tro mod traditionen) i forlængelse af idrætsdagen, og dermed kunne det sociale altså forsætte til langt ud på natten – de idrætsstuderende havde i hvert fald rig mulighed for at komme efter det oven på halvandet corona-år.
Se galleriet øverst i artiklen – måske du spotter dig selv, eller én du kender?