
Den sociale studiestart er efterhånden ved at være forbi for denne gang, og de første eksaminer lurer rundt om hjørnet. På uddannelserne på SUND indebærer rammerne for studiestartsaktiviteterne blandt andet, at arrangementerne ikke må indebære indtagelse af alkohol. Men hvordan fungerer det med en alkoholfri studiestart i en ellers alkoholfyldt ungdomskultur?
Vi har talt om netop dette med et par af de nye SUND-studerende samt deres sociale tutorer.
Spørgsmålene:
Til de nye studerende:
1. Hvordan har din studiestart været?
2. Hvad har været den bedste oplevelse i studiestarten?
3. Savnede du alkohol?
Til tutorerne:
1. Hvad er det bedste ved at være tutor?
2. Hvad er din holdning til, at studiestarten er alkoholfri?
Lukas Brammer, psykologistuderende årgang 2021:

1. Min studiestart har været langt over mine forventninger. Jeg havde ikke forestillet mig, universitet ville være så socialt, som det er endt med at blive. Jeg er for nyligt flyttet til Odense, men gennem studiestarten fik jeg mig hurtigt et netværk, så jeg ikke nåede at føle mig alene i en ellers ny by.
2. Det var helt sikkert på andendagen af introugen, hvor vi blev præsenteret for vores årgangsdans på Psykologi. Jeg synes, det var så fedt især til sidst, hvordan vi blev samlet omkring et fælles stykke musik, og alle kunne/kan samme dans. Det skaber altid god stemning!
3. Der er altid tid til at drikke. Det er en del af kulturen, så det var faktisk rart at være sociale sammen, uden at det nødvendigvis skulle handle om at drikke og blive fuld. Når andre ikke drikker, så kunne jeg i hvert fald ikke mærke savnet.
Katja Ahlquist Collin Holm, medicinstuderende årgang E2021

1. Det har været noget af en intensiv måned – på den fede måde! Vores tutorer har virkelig været gode til at sørge for, at vi har fået en god start på studiet. Men det har også været en overvældende måned, hvor man har skulle tage stilling til mange ting; hvilke bøger er nødvendige at købe, er jeg allerede bagud med læsningen i forhold til de andre på mit hold, burde jeg skippe Langbar og læse i stedet? Og her har vores tutorer været gode til at få en til at trække lidt i bremsen og minde en om, at det er vigtigt at få det sociale med.
2. Der var noget helt, helt specielt ved at stå så mange mennesker samlet inde ved Amfiscenen og danse RUS-dansen. Det var altså sådan et øjeblik, man lige var nødt til at stoppe mentalt op og tænke over, hvor vildt det var! Så mange mennesker, så fantastisk stemning, glæde over studiestart, og så med folk man havde kendt i under 24 timer. Hvis man skulle tage alt det gode fra studiestarten og koge det ned til ét moment, der ligesom indeholdt essensen af stemningen, så ville det for mig være den oplevelse.
3. Jeg synes, der var en helt passende balance mellem de alkoholfire arrangementer, som blev faciliteret af vores tutorer, og hvad vi selv har haft mulighed for at arrangere. Det er jo ikke sådan, at fordi ens studiestart var alkoholfri, at man så ikke måtte drikke en øl sammen efter eksempelvis O-løbet, hvis man ville det. Og vi har da også været ude og drikke øl, shots og drinks efter nogle af arrangementerne, men jeg synes, at det har været virkelig fedt, at det sociale var i fokus, og der ikke var en stemning om at skulle køre flest ølbongs inden klokken 12. Efter vores holddyst aftalte vi på mit sociale hold, at vi skulle ud og drikke en øl – og vi endte alle med at bestille kaffe på en café. Så SÅ meget har alkohol tydeligvis ikke været savnet i forbindelse med arrangementerne!
Cecilie Grønnegård Nielsen, social tutor for årgang 2021 af psykologistuderende:

1. Det er at kunne (forhåbentligt) give den nye årgang en lige så god studiestart, som jeg selv fik, da jeg startede på universitetet. Det er vigtigt for mig, at de nye finder ud af, hvor rummeligt og betydningsfuldt det sociale fællesskab på Psykologi er, og at de bliver rystet sammen på en måde, som gør, at de løbende gennem hele deres studietid er nysgerrige på at lære hinanden at kende på kryds og tværs af årgangen. Og så er det superfedt at være med til at skabe forbindelser på tværs af årgangene!
2. At alkohol kan blive en ekskluderende faktor, hvis det fylder i et nyt fællesskab. Alle skal føle, de kan være med og være komfortabel med de planlagte aktiviteter, og det tror jeg ikke alle kan, hvis de indeholder alkohol. Desuden er det ærgerligt, hvis det er en ”kernen af det sociale fællesskab er alkohol”-kultur, de nye tager med sig. Efter den officielle studiestart kan man skåle de nye velkommen, men det er vigtigt for mig at vise dem fra start, at det sociale fællesskab er mere end alkohol.
Kolfinna Eir Jónsdóttir, social tutor for årgang E2021 af medicin- og klinisk biomekanikstuderende:

1. Det er svært at vælge præcis, hvad der er det bedste ved at være tutor, da der er så meget at vælge imellem. Som social tutor har du muligheden for at udvide dine grænser, om det er at snakke foran mennesker, at arbejde sammen med forskellige personligheder eller at være kreativ samt få masser af nye venner og bekendtskaber.
Hvis jeg skulle vælge, ville jeg sige, at det bedste er at lære de nye studerende at kende, se dem få nye venner, som de kommer til at holde af hele studiet igennem og at mærke, at man har været en stor del af, hvorfor de glæder sig til de kommende år.
2. Jeg synes, det har været fedt. Det ryster de nye studerende sammen på en helt anden måde, når de skal deltage i forskellige aktiviteter, hvor de skal arbejde sammen uden at være fulde. I stedet for at have flere samtaler hvor de måske ikke kan huske halvdelen, så har de masser af oplevelser og tættere relationer til hinanden. Desuden har jeg personligt kun fået god feedback angående alkoholfri studiestart fra de nye studerende.