Home Aktuelle opslag Jul på SU

Jul på SU

0
Jul på SU
Piggy bank in a red cap and scarf. Christmas decor. Brown background. Billede: Colourbox

Som studerende er der mange ting at forholde sig til. Èn af de helt store er økonomi, og det fylder formentligt lidt ekstra for mange af os, når vi nærmer os december. December er fyldt med hygge, julefrokoster, julemarkeder, æbleskiver og ikke mindst julegaver. Hvordan får vi råd til alt det sjove, når vi samtidig skal have til dagen og vejen? Vi har set nærmere på det, så du kan få en fantastisk hyggelig jul på SU!

Guide: Aktiviteter 

Skal december fyldes op med julede aktiviteter, kommer der her en masse bud på, hvordan det gøres billigt.
Det er værd at være opmærksom på, at de fleste aktiviteter kan kræve mundbind og/eller coronapas – man lad det ikke holde os fra hyggen!  

Havnebadet
På Gamle Havnekaj 3, 5000 Odense C ligger Odense Havnebad, og hvilket sted er mere oplagt til en vinterdukkert? Det er hegnet ind, har omklædning og værdibokse og fungerer derfor næsten som en udendørs svømmehal. Der er åbent hele året (på nær 25. december og 1. januar) på varierende tidspunkter, så der skulle være rig mulighed for at nå forbi et smut eller to – der er tilmed en sauna at varme sig i efter det kolde gys. Og det bedste er gemt til sidst – hele molevitten er gratis!  

Julemarkeder
Der er rig mulighed for at komme i rigtig julestemning i vores eventyrby Odense, som bugner af lys og hyggelige steder!  

Eventyrligt Julemarked foregår på Sortebrødre Torv 1, 5000 Odense C – altså i midten af H.C. Andersens gamle fine Odense. Her er gratis entré og åbent de to første weekender i december. Man kan finde alt fra gløgg til kunst og lokale kvalitetsprodukter, og så er de gamle gader enormt hyggelige at trave rundt i.
Har man bil, et lift eller er villig til at hoppe på en bus, findes der også et gratis julemarked i weekenderne helt indtil den 19. december ved Langesø Slot i Morud kun 20 minutter herfra – her kan man også tage en hyggelig gåtur rundt om søen.  

Er budgettet en smule større, findes der to betalings-julemarkeder i Odense i år. I zoologisk have holder de ‘Jul i Odense Zoo’ torsdag, fredag og i weekenderne helt op til jul, hvor man kan finde flere hundrede tusinde julelys, juleboder og nisser – samtidig med, at man jo lige kan hilse alle dyrene god jul. Man kan nøjes med at købe en billet, der gælder fra klokken 16 til 20, og denne koster 125 kroner.  

Kan man ikke få nok af julelys, er hele Kongens Have omdannet til en kunstnerisk lysfestival ”Lumagica – Enchanted Winter Forest” med store lysdyr og lysshow. Dette er i den dyrere ende og koster 165 kroner for en voksen – men hvis man nu laver sine egne julegaver, som vi guider dig igennem nederst i artiklen, er der måske plads til et besøg på lysfestival?  

Et alternativt gratis ”julemarked” kan findes i gågaden, hvor julebelysningen altid er on point! Hiv en ven, veninde, date eller forælder under armen og spadsér en tur gennem gågaden og slut turen på Flakhaven, hvor det store juletræ og de mange lyskæder på Rådhuset lyser byen op. I år står der også en stor, lysende julekugle, som er yderst velegnet til det perfekte Insta-billede. Når man hen til Brandts Passage og Amfiscenen, er der også pyntet fint op med en julekarrusel.  

Julekoncerter
Kirkerne i Odense er altså ikke kun til gudstjenester om søndagen og barnedåb. De kan også sørge for god, traditionel og fin julestemning.  

I Odense Domkirke (Klosterbakken 2, 5000 Odense C) afholdes Advents-/julematiné den 19., 20., 21. og 22. december alle dage klokken 15.00. Det er helt gratis, og der vil blive spillet advents- og julemusik fra orgel og klokkespil i en halv time.
I Sankt Hans Kirke (Sankt Hans Plads 1, 5000 Odense C) er der også rig mulighed for at komme i julestemning med sang og musik. Den 10. december klokken 19.30 er der julekoncert med Konservatoriets sangstuderende, og den 14. december klokken 17.00 holdes der ”Vi synger julen ind” med Odense Drengekor, Carl Nielsen Korskolen og musikere. Begge dele er helt gratis.  

Higer man efter mere musik, er der koncert med Odense Symfoniorkester i Sankt Hans Kirke den 21. december klokken 17.00 – dette koster 90 kroner for studerende, men så får man også en times rigtig god musik.  

Guide: Julemad 

Vi kan ikke komme udenom, at vi spiser en del i december. Både usunde og mere sunde, nej egenligt ikke, nærmest kun usunde ting. Men det skal der være plads til – både i maven og i budgettet.  

Julefrokoster (men husk corona!)
Den evigt billige løsning; sammenskudsgilder. Det ér en genial løsning at fordele brød, smør og sild ud i den forsamling, man er i. Man kan eventuelt aftale i gruppen, hvad budgettet er, så man ikke skal føle sig enten som nærig eller som den, der har betalt mest.
En anden mulighed er at skifte den traditionelle julemad ud med noget nemmere (sorry, det er jo lidt et bøvl med al den mad, som man alligevel ikke kan spise) og billigere. Eksempelvis en pizza fra den lokale eller noget mexicansk – hvis man nu alligevel tænker lidt mere på hyggen end på maden. Hvem siger, at man ikke alligevel kunne spise en æbleskive eller risalamande til dessert?   

Man har også gode muligheder for at finde portionsanretninger udefra til okay priser. Bilka har eksempelvis en klassisk julefrokost til 95 kroner per kuvert.  

Julekager
Hvis man er bare en smule komfortabel i et køkken, kan man nemt og billigt forsøge sig med sine egne julekager.  

Æbleskiver er ikke så stor en videnskab, som man kunne tro, og kan altså laves uden en masse fancy ingredienser. Æg, mel, kærnemælk, vaniljesukker og bagepulver (ting, som man oftest allerede har) kan være nok, og mon ikke en bedstemor eller forælder har en æbleskivepande, man må låne?
Vil man bage julesmåkager, skal der selvfølgelig en del krydderier til, men heldigvis går de samme krydderier igen i mange småkager, så når de først er købt, kan man bare bage amok.
Derudover kunne man jo eventuelt gå et par stykker sammen om en julebagedag og så dele udgiften – endnu billigere og hyggeligt samtidigt!
Psst – måske også en ide til en billig julegave, hvem vil ikke blive glad for en dåse pebernødder bagt med kærlighed?  

Skulle man alligevel have lyst til at købe kage i en butik eller hos en bager, kan man jo overveje ”Too Good To Go”: En app, hvor man sidst på dagen kan købe en pose med blandede varer fra eksempelvis bagere. Der er selvfølgelig ingen garanti for indholdet, men måske der sniger sig en julebolle eller to med.
Og så er man altså ofte også heldig med knaldgode tilbud i dagligvarebutikkerne på både småkager og æbleskiver – og discountversionerne er heller ikke værst!  

Guide: Julegaver 

Èn ting er, at det kan være en jungle at finde og holde styr på julegaver til familie og venner, men en anden ting er, at det kan blive urimelig dyrt. Frygt ej, der er meget du kan gøre! 

DIY – gør det selv!
Hvis man allerede er kreativt anlagt, er man nok gået i gang. Der er mange muligheder; strik, hækling, malerier eller hjemmelavede smykker. Men er man en lille smule på udebane, eller har man brug for faciliteterne til nogle af disse projekter, er Kulturmaskinen et genialt tilbud!  

På Kulturmaskinen (Farvergården 7, 5000 Odense C) har de både et Tekstilværksted og et Lerværksted med gode priser og frivillige, som kan hjælpe én.
Tekstilværkstedet stiller forskellige symaskiner, stofsakse, store borde, prøverum, nåle, målebånd og en masse andre redskaber til rådighed, og du har mulighed for selv at medbringe tråd og stof eller købe det hos dem. Priserne er særdeles SU-venlige, eksempelvis koster det 25 kroner at bruge værkstedet i op til 4 timer, mens en symaskine koster 10 kroner i timen. De holder sommetider workshops, som man kan deltage i og blive endnu bedre til sit håndværk; heriblandt ”Begynder Strik”-workshop den 13. december klokken 17.00. Det koster 80 kroner at deltage.
Lerværkstedet kræver et lille introduktionskursus til 70 kroner plus gebyr, som holdes jævnligt, og så er man ellers klar til at kunne benytte faciliteterne. Man betaler for det ler, man bruger, og det er altså også helt fair priser med mange valgmuligheder.  

Vil man hellere sidde hjemme i sin varme hule og lave julegaver, er YouTube, Instagram eller Pinterest også gode muligheder. Der findes enormt mange guides til en masse kreativt, og ofte kan man også få en video-guide med, hvis man eksempelvis køber en strikkeopskrift online.
Man kan jo også kaste sig ud i hjemmelavede gavekort. Det kunne være til en hyggelig hjemmelavet middag, en hjælpende hånd til et projekt eller en gåtur med en is. Mulighederne er mange og afhænger selvfølgelig af modtageren.  

Undersøg markedet
Skal man ud at købe julegaverne, er research selvfølgelig en god ide, for det kunne jo være, at den specifikke vare var på tilbud et sted, og man dermed kunne spare en halvtredser – det hele er værd at tage med! Og hør da også lige, om de ikke giver studierabat i den butik, du handler i.
Ofte, hvis man handler online, er der også rabatkoder at finde, så det kan være godt at undersøge, om der skulle findes sådan én, inden man trykker køb.  

Genbrugsvarer er også en mulighed, og der findes mange gode genbrugsbutikker i Odense, blandt andre reshoppit på Thriges Plads 5 eller Kanalje Vintage på Vintapperstræde 11.
Og så er der jo ikke andet for end at være ærlig over for dem, man vil give julegaver (og i øvrigt er sammen med): Har man ikke så meget at gøre godt med, er den jo ikke længere – og mon ikke julen bliver den hyggeligste alligevel?

Følg med på vores Instagram @sundoghed, hvor vi løbende vil teste nogle af de ovenstående tips af!  

Vi er altid glade for at høre vores læseres mening. Du kan skrive din kommentar herunder.