- Reklame -

Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra statsministeren, Mette Frederiksen, om at holde hele Danmark lukket. Den hårdeste straf, en positiv coronatest, havde ramt Josef og Marias bofællesskab på Nazaratvej efter julefrokosten i fælleshuset.  

Det var ikke den første tragedie, der havde ramt de to i løbet af året. Tiderne havde været hårde, siden Josefs minkfarm var blevet aflivet og parrets beskedne livsarbejde taget fra dem. De havde intet tilbage, kun hinanden, deres ufødte barn og drømmen om en lysere fremtid uden restriktioner.  

Men flygte måtte de, for Maria var gravid og uvaccineret, hun kunne ikke risikere at blive boende blandt de smittede bofæller. De måtte uden for smittezonen og frem til den nærmeste gade med lavest incidenstal – Betlehemsgade.  

Med hinanden under armen begav de to sig ud på en vandring, for de havde intet mundbind og måtte derfor gå de mange kilometer til fods uden hjælp fra offentlig transport. Kun en gammel, rusten cykel, havde de til rådighed. Den metalliske lyd fra kæden kunne nemt forveksles med et pint hvæs fra et sygt æsel, og på denne kunne Maria sidde.  

Efter flere timer nåede de endelig frem til Betlehemsgade. Mørket havde lagt sig, og den højgravide Maria var træt efter den lange tur. De stoppede op ved den nærmeste kro for at søge ly for natten.  

”Må jeg se coronapas?” forlangte den tykke kromand. Men da hverken Maria eller Josef havde vaccinepas, og deres nyeste PCR-test endnu ikke var kommet tilbage med negativt svar, blev det fortvivlede par afvist i døren. De måtte begive sig videre på vandringen og håbe på, at en venlig sjæl ved den næste kro ville hjælpe dem.  

De blev mødt af samme spørgsmål og samme forpinte afvisning, da de bankede på den næste kro-dør. Den stakkels Maria kunne ikke holde tårerne tilbage og brød sammen i gråd. Hun vidste, at der ikke var megen tid tilbage, før hun skulle føde sit barn. Det var så frygtelig koldt udenfor, og december-sneen lå som et tæppe om jorden. Hun kunne ikke klare tanken om at skulle bringe sin søn til verden uden at kunne afskærme ham fra vind og vejr. 

Det ramte kromanden i hjertet. Han førte det fortvivlede par til et cykelskur og gav dem kun få tæpper, som de to kunne holde varmen med. Og netop i dette skur, omsluttet af den tætte luft og svage belysning, blev barnet født. Jesusbarnet.  

En pludselig fred lagde sig over skuret, og det var næsten som om, at englesang kunne høres i det fjerne. Og netop som Maria lå der med sin nyfødte søn i armene, trådte tre vise mænd ind i det lille skur. De præsenterede sig selv som Søren Brostrøm, Magnus Heunicke og Henrik et-eller-andet, vist nok en fra serums-instituttet, og mændene fortalte, at de kom med gaver til en nyfødt frelser.  

Af mændene fik de hverken guld, røgelse eller myrra skær, men en skat større end alle disse tre til sammen. Mændene kom med negativt corona-testsvar, og nu kunne Maria og Josef endelig bringe deres lille dreng ind i kroens varme. 

Og sådan gik det til, at en frelser blev født i et lille cykelskur på Betlehemsgade midt i en verdensomspændende pandemi.  

Vi er altid glade for at høre vores læseres mening. Du kan skrive din kommentar herunder.