- Reklame -

Den danske kulde er over os. Med sig bringer den skiundertøj, store jakker og massevis af forfrosne næser. Det er dog også højsæson for varme drikke, der kan hjælpe os igennem den kolde tid. For hvad er bedre end en varm, trøstende kop te eller kaffe, når temperaturlejet befinder sig solidt i omkredsen af de nul grader? Sund & Hed giver dig her fem ikke-rangerede bud på, hvor du kan få stillet dit behov for flydende hygge.

1. Til kaffedrikkeren: Analog kaffebar 

En varm kop kaffe hos Analog kaffebar. Billede: Leila Sabanovic.

Analog Kaffebar byder på både mad og drikke – og endda hjemmelavet takeaway. Analog inviterer dig indenfor til top-hygge og har en varm stemning, der går perfekt til både en bid mad, en hurtig kop kaffe eller som setting til studiegruppe-mødet. Vi har Analog med i artiklen særligt for deres kaffe – til formålet har caféen sine egne kaffeblandinger. Menukortet byder på mange muligheder at vælge imellem og rummer endda koldbrygget tonic, hvilket jeg endnu ikke har spottet andre steder i Odense. De er desuden stærkt med på filterkaffe-bølgen, som vi fik en smag på og kan anbefale. Så er du til lækker kaffe og mange muligheder, er dette stedet. En almindelig størrelse filter-bryg går til 30 kroner, og en kop te får du til 28.

2. Til den alsidige: Nelle’s Pantheonsgade 

Te-tid hos Nelle’s. Billede: Leila Sabanovic.

Er du til kombineret kaffe- og vinbar er Nelle’s lige noget for dig. Har du befundet dig i Odense mere end et par timer, er du nok stødt på Nelle’s før. Det er en lille cafékæde startet af fire venner fra byen, og de har flere lokationer placeret centralt i byen. Vi vil dog i denne omgang gerne fremhæve Nelle’s på Pantheonsgade. Caféen rummer to flotte etager med god udsigt over Brandts Museum og den omkringliggende plads. Her byder de på de almindelige varme drikke, som du kender dem, men også både vin, drinks og meget mere. De har en alsidig menu, lækre varer og god stemning. Prismæssigt lander de dog i den lidt mindre SU-venlige kategori med prisen for en kop te på 36 kroner og en V60 filterkaffe på 48 kroner.

3. Til tedrikkeren: Winther’s 

Lækker latte hos Winthers. Billede: Leila Sabanovic.

Er du til en god kop te, står den på Winther’s. Butikken har eksisteret siden 1912 og på sin nuværende lokation i snart 110 år. Det er til at mærke, lige fra man træder ind på stedet, som er flot bevaret og har en dejlig stemning. Winther’s er en specialforretning og stedet, hvor du kan købe ind til dine te- og kaffevaner. De har dog også en café-sektion og en menu med mange muligheder og studievenlige pris. Her får du eksempelvis en kop te til 25 kroner. Og så er det altså bare et lækkert udvalg, de har. Det er i den forbindelse værd at nævne, at deres teudvalg fylder en hel væg – så der bør være noget til selv den kræsne gane. Er du nu engang mere til kaffe, er det heller ikke noget problem. I anledning af eksamensperioden anbefaler vi dog særligt urteteen Antistress, hvis du skal ud at prøve Winther’s.

4. Til den studievenlige pris: Marcello’s 

Det er sidst (eller tidligt for den sags skyld) på måneden, og det er til at mærke på bankkontoen. Men du og vennerne har en aftale om at tage på café, og du frygter nu at skulle give dyre domme for noget så simpelt som en kop kaffe. Hvad gør du?  

Vi har løsningen: Du foreslår Marcello’s!  

Med hele 25% studierabat er der tale om priser, der i den grad er til at overkomme. Du lander derfor på 18,75 kroner for en kop te og 30 kroner for en almindelig størrelse latte. Det er altså noget af et tilbud. Vær dog opmærksom på, at studierabatten kun kan indløses ved visning af studiekort, og at den kun gælder den studerendes egen mad og drikke.

5. Til den søde tand: Mortens Chokolade 

Mortens Chokolade er din lokale chokoladeconnaisseur placeret i den hyggelige og stemningsfyldte Brandts Passage. Det hyggelige og stemningsfyldte går også igen i den lille butik, hvor man bliver omfavnet af chokoladeduft, lige fra man træder ind.  Her vil vi gerne fremhæve deres varme chokolade. Den er hjemmelavet lige fra bunden, og det har taget ejeren et år at nå frem til den helt rette kop varme chokolade. Al den omtanke og nænsomhed, der er lagt i koppen, er så sandelig også til at smage. Så er din foretrukne varme drik til den søde side (uden at blive for meget), vil vi pege dig i denne retning. Den købes kun som to-go og koster 45 kroner (fem kroner ekstra, hvis du også vil have en skumfidus i toppen). Hvis du er i humør til en lille ekstra sag, anbefaler vi deres veganske mørke chokolade med olivenolie og salt. 

Skal du ud at prøve nogle af anbefalingerne? Del gerne din oplevelse eller et billede med Sund & Hed på vores Instagram @sundoghed enten ved at smide os en besked eller tagge os.  

Vi er altid glade for at høre vores læseres mening. Du kan skrive din kommentar herunder.