Home Aktuelle opslag Trivselsuge på SDU 

Trivselsuge på SDU 

0
Trivselsuge på SDU 
Billede: Veronika Andrews via Pixabay

I uge 11 kommer trivsel for alvor på skemaet, når SDU byder op til en uge malet i trivslens farver. Det ugelange event afholdt af Syddanske Studerende er en invitation til samtale, refleksion og vigtigst af alt – en masse sjove aktiviteter for alle studerende på SDU. Læs med, når vi dykker ned i, hvorfor Trivselsugen er det event i marts, du så absolut ikke vil misse. 

Hvad er trivsel? 

Men lad os starte et andet sted – hvad er trivsel overhovedet?  

For Morten Merhøj Mose, kandidatstuderende på Idræt og Sundhed og eventkoordinater for Trivselsugen, og teamet bag er det nemlig et begreb, der har været essentielt at forstå og definere så tydeligt som muligt i deres arbejde med det.  

”Det kommer måske til at lyde lidt nørdet, men vi tænker trivsel i en tredeling. Det handler om, at vi skal have skabt noget samhørighed, vi skal have skabt en følelse af at lære noget nyt, og så skal vi have skabt en følelse af at være til rette. Og det tror vi ikke kun er noget, der foregår uden for klasselokalet, men også inden for klasselokalet,” fortæller han og tilføjer, at det er den forståelse, der lægger til grund for deres vision med Trivselsugen.  

”Vi ønsker at skabe nogle muligheder, hvor folk kan finde hinanden, lære nogle nye færdigheder, få en ny passion eller bare opleve noget, der er sjovt. Vi vil gerne bevæge os væk fra at tænke trivsel som bare fraværet af mistrivsel. Det er ikke et event, som kun er for folk, der har ondt i sjælen. Meningen er, at det skal være en social begivenhed, som binder folk på SDU sammen.” 

Initiativ på SDU 

Trivselsugen er et initiativ fra SDU med det formål at styrke trivslen hos de studerende. Morten fortæller om eventet, at holdet bag har fået forholdsvis frie tøjler fra SDU: ”Vi har egentligt ikke som sådan fået en skabelon eller fået at vide, hvordan vi skal gøre det, for trivsel er jo, hvad nogle ville kalde for et flyvsk begreb, og det er mere og mere gået op for os siden vores første år (red. 2021), at det er umuligt at lave en one-size-fits-all, når det kommer til det her.”  

Det hænger sammen med, at de studerende er forskellige og simpelthen har behov for forskellige ting – både imellem de forskellige fakulteter og studieretninger, men også inden for dem. ”Derfor prøver vi at få så bredt et udvalg af aktiviteter som muligt. Vi arbejder med den præmis der hedder, at vi skal have inviteret så mange som muligt ind i nogle attraktive fællesskaber – om det så er sociale eller akademiske,” siger Morten. 

Program for trivselsugen. Grafik: Syddanske Studerende.

Og hvordan gør man så lige det? 

”Til at få lavet alle de forskellige aktiviteter involverer vi de forskellige fagråd, festudvalg og studenterforeninger til at boltre sig og gøre det, de gør bedst; nemlig at lave ting, som deres studerende synes godt om eller er interesserede i. Vi prøver ikke nødvendigvis at opfinde noget nyt, men bare at få samlet og aktiveret alle de gode kræfter, der er ude på SDU og så supplerer vi selvfølgelig også med eksempelvis at skaffe midler til nogle fede præmier eller til at booke lidt større underholdning,” fortæller Morten, der allerede kan løfte sløret for nogle af ugens planlagte aktiviteter: ”Brætspil i kantinen, fodbold nede i hallen, Sankt Patricks dag-fest i Nedenunder, quizaftener, ølsmagning, kaffebar, samtalecaféer – you name it.” 

Corona-comeback 

Det er svært at ignorere den situation, vores samfund har befundet sig i de seneste to år. Morten fortæller, at det er noget som holdet bag Trivselsugen er meget opmærksomme på.  

”Der er allerede flere, der fortæller om, at overgangen fra Zoom til Campus kan være en omvæltning, og at det kan være svært at finde balancen i det. Derfor håber vi, at Trivselsugen – som allerede ligger i uge 11 – kan være et lille startskud til at invitere nogen tilbage ind i de fysiske fællesskaber og sørge for, at der sker nogle sjove ting rundt omkring på campus. Nogle af vores studerende har jo næsten gået her i to år og ved måske stadig ikke, hvor den Store og Lille kantine ligger.”  

For Trivselsugen betød sidste års Corona-restriktionerne, at eventet i 2021 måtte udføres 100% online. ”Det online format gjorde, at det var vanskeligt at folde det så meget ud, som vi gerne ville have gjort det. Samtidig er samhørigheden bare svær at skabe igennem en skærm. Men vi har taget alle de indsigter, vi fik sidste år, og gjort endnu flere ting med programmet.” 

Morten tilføjer: ”Man kunne jo gøre det her til verdens største event, så det er også en begrænsningskunst, for det havde været helt uoverskueligt for de studerende. Det er også derfor vi netop har allieret os med de forskellige fagråd og organisationer i år, for vi tror, at de bedst ved, hvad deres medstuderende har lyst til, og hvad der rører sig på de specifikke studier. Så vi hjælper alle sammen hinanden med at afholde den her trivselsuge – både fra et overordnet perspektiv og formål om at få startet en samtale om trivsel, men også ud fra et ønske om, at vores studenterudvalg og -foreninger får lov til at genstarte lidt efter en lockdown-periode.” 

”Vi kan nemlig gøre rigtig meget sammen for at styrke vores tid her på SDU – få den bedste studietid, få de bedste minder herfra og sætte kursen mod et arbejdsmarked som bedre mennesker – og det er det vi gerne vil med Trivselsugen,” afslutter Morten.  

Gå ind og tilmeld dig arrangementerne her.

0 0 votes
Article Rating

Vi er altid glade for at høre vores læseres mening. Du kan skrive din kommentar herunder.

0 Comments
Inline Feedbacks
View all comments