
Det er slut med at google ”how to write the perfect job application”, du skal blot hive artiklen her frem, når du er i tvivl. Personligt har jeg haft en del fritidsjob, og jeg har skrevet endnu flere ansøgninger, så derfor tillader jeg at kalde mig selv lidt af den ekspert på området. Dog har jeg ikke den store erfaring med at ansætte folk, derfor har jeg teamet op med Sund & Heds redaktør, Mathilde Dahlin Bennetsen, for at høre, hvad hun især lægger vægt på, når hun ansætter nye skribenter og mediefolk til holdet.
Indledningen

Du har fundet det perfekte studiejob, der passer lige til dine behov. Du vil søge jobbet. Du sætter dig ned for at skrive din ansøgning. Pludselig har du glemt alt om, hvordan man bruger Word, hvad en ansøgning skal indeholde, hvad du har af tidligere erfaring, hvad du overhovedet skal have med i din ansøgning, og om du overhovedet har et CV. For det første: tag en dyb indånding, you got this. Men hvordan starter man så sin ansøgning bedst muligt? Selv funderede jeg tidligere meget over, om jeg nu skal være formel og professionel med et ”Kære xxx” eller mere afslappet og chilleren med et ”Hej xxx”. Ifølge Mathilde er det absolut ikke afgørende. Det vigtige ved din intro er, at du kort får præsenteret dig selv og meget gerne kommer ind på, hvor du har set jobopslaget, samt hvad din motivation er for at søge jobbet. Andet end at du er fattig studerende og har brug for pengene selvfølgelig. Det viser arbejdsgiveren, at du er mere engageret end som lige så.
Så hvad bider en ansætter mærke i?
Forarbejdet er det halve af arbejdet, som man siger. Det er derfor vigtigt, at du som ansøger har sat dig ind i, hvad det egentlig er for et job, du søger, og hvilke arbejdsopgaver du kan regne med at skulle varetage. Læs derfor jobopslaget grundigt et par gange og undersøg lidt om firmaet på eventuelt Facebook eller deres hjemmeside, inden du sætter dig i gang med at skrive selve ansøgningen. Det er vigtigt, at du målretter din ansøgning og ikke blot ændrer navnet på modtageren. Læseren kan tydeligt se, om det er en ansøgning, du sender til alle, eller om den er dedikeret til dem. Din ansøgning er din salgsannonce, så fortæl, hvorfor det lige præcis er dig, firmaet mangler. ”Tøv ikke med at pakke din egenskaber ind, vis at du har selvtillid og er bevidst om dine styrker,” er Mathildes bedste råd: ”Jeg synes ikke, at man behøver at være ydmyg i en ansøgning. Vær ærlig og fortæl, hvad du er skidegod til.”
5 sider om dit ungdomsjob som nøglebærer i Netto…
…er der ikke rigtig nogen, der gider at læse, medmindre det selvfølgelig er sådan et job, du søger. Men hvad skal du ellers have med, og hvordan afgør du, hvad der er relevant tidligere erfaring? Det er egentlig meget simpelt. Du har jo selvfølgelig vedhæftet dit CV, da du sendte din ansøgning, så personen, der læser din ansøgning, allerede kan se, hvad du tidligere har arbejdet med. Hvis nogle af de arbejdsopgaver, du kan komme til at skulle varetage, stemmer overens med, hvad du tidligere har lavet, er det relevant at uddybe til en vis grad, men lad være at liste hele dit CV op. Til gengæld kan du komme ind på, hvilke kompetencer du har erhvervet dig. Det kan være, at du ikke tidligere har lavet noget, der passer den jobbeskrivelse, du nu søger, men dine kompetencerne er måske lige, hvad firmaet søger.
Formalia
Så hvor lang skal din ansøgning være? En tommelfingerregel lyder på ca. én A4-side. Husk at dele din ansøgning op i mindre afsnit, så den bliver lettere læselig og overskuelig ved første øjekast. Hvis en ansætter får 100 ansøgninger, har de ikke tænkt sig at læse dem alle grundigt igennem. Så hvad kan du egentlig gøre for at sikre, du står ud? Du kan eventuelt sætte et billede ind, så læseren kan sætte ansigt på dig. Dog understreger Mathilde, at det ikke er ligegyldigt, hvilket billede du bruger. ”Jeg vil hellere have en ansøgning uden portræt end en ansøgning med en selfie fra toilettet”. Det er altså ikke afgørende, om du har et billede med, for hvis du følger vores guideline, bliver du alligevel kaldt til samtale og kan præsentere dig selv for din kommende arbejdsgiver personligt.
God skrivning!