Som studerende kan vi altid stole på de bøger, som er opgivet i pensumlisten. Vi ved, at bøgerne er fyldestgørende, og hvis vi vil gøre livet lidt nemt for os selv, så er vi smarte og har dem liggende på hylden som en støtte i de svære fag. Men hvad gør vi, hvis det pludselig ikke er til at skaffe bøgerne hjem?
Problemer med litteraturen på audiologistudiet
For nyligt kom det mig for øre, at der på audiologistudiet til tider bliver opgivet bøger som pensum, der hverken er til at bestille hjem online via danske sider eller til at finde i vores ellers altid behjælpelige boghandel på Syddansk Universitet.
Da jeg kontakter studieleder og formand i studienævnet, Christian Brandt, for at blive klogere på, hvilke overvejelser studienævnet har gjort sig omkring problematikken, får jeg følgende svar: ”Det er ikke noget, jeg umiddelbart har hørt om. Jeg har lige snakket med et par af underviserne, og de har ikke hørt om nogen problemer.”
Underviserne er altså slet ikke klar over, at problematikken eksisterer – men har måske heller ikke aktivt undersøgt, om der skulle være en problematik. Christian Brandt tilføjer nemlig yderligere: ”Når man vælger en lærebog, så er et af kravene, at det er en bog, der er til at skaffe. Det er dog ikke noget, der nødvendigvis bliver tjekket op på hvert år, så hvis en bog er gået ud af produktion, uden at nogen har lagt mærke til det, så kan det godt ske, at en bog er svær at finde.”
Det synes for mig ikke så underligt igen, at underviserne ikke følger op på tilgængeligheden af pensum hvert eneste semester. Men burde de mon gøre det? For hvem er det egentlig i bund og grund, der skal sørge for, at de studerende kan få fingrene i pensum?
Hvem har ansvaret?
Christian Brandt fortæller mig følgende: ”Ansvaret for pensum ligger hos underviseren. Men hvis vi ikke får at vide, at der er et problem, så er det svært at gøre noget ved det.”
Så selvom ansvaret ligger hos underviseren, så spiller de studerende også selv en rolle i, at pensum er så svært at skaffe. For hvis ingen siger noget, så bliver der nemlig ikke gjort noget ved problemet. Christian Brandts opfordring til de studerende er også tydelig. Han skriver følgende: ”Hvis man oplever det (red. at pensum er svært at skaffe), så bør man med det samme kontakte underviseren, så vedkommende bliver opmærksom på det.”
Dertil kan jeg ikke lade være med at undre mig over, hvad der er grunden til, at de studerende ikke gør det klart for underviserne, at pensum er svært at skaffe.
Andre lokkende alternativer
Jeg kan komme i tanke om flere forklaringer på, hvorfor de studerende ikke tager fat i underviserne.
Først og fremmest tror jeg gerne, at flere studerende benytter sig af nogle billigere alternativer end de opgivne pensumbøger. Det er alment kendt, at det kan være dyrt at købe sig frem til alt det nødvendige materiale – og derfor er der også mange, som i stedet støtter sig op ad PowerPoint-slides, egne noter fra forelæsninger eller gratismateriale online.
Herudover kunne jeg også forestille mig, at ulovlige pdf’er nemt kunne komme til at florere på årgange, hvor pensumbøgerne er svære at skaffe. Her vil det for de studerende både være nemmere og billigere bare at tage imod de ulovlige alternativer i stedet for at gøre noget ved problemet og kontakte underviserne.
Florerer først et ulovligt eksempel, kunne mange nok også nemt skræmmes fra at fortælle underviseren om problemet i frygt for at komme til at afsløre nogle klassekammerater.
Det er naturligvis forbudt at sende og anskaffe sig pdf’er på denne måde. De studerende burde tage ansvaret på deres skuldre og kontakte underviserne i stedet for at gå med på denne tendens og forsøge at spare kræfter og penge ved at vælge et ulovligt alternativ.
Men når det så er sagt, så kan jeg ikke lade være med at stille dette spørgsmål: Ligger der ikke også en lille andel af ansvaret hos de undervisere, som ikke har tjekket tilgængeligheden af deres pensum og måske er kommet til at lokke en håndfuld ellers så ordentlige studerende i fordærv?
