Går du også spændt og venter på, at du snart skal på det første klinikophold på studiet? Du glæder dig, og i din glædesrus har du lige booket tid hos tatovøren til at få tatoveret begge hænder. Dagen efter har du tid hos din negleteknikker og nå ja, så har du endelig fået taget dig sammen til at få lavet den næsepiercing, du altid har drømt om. Men hvordan er det egentlig i klinikken? Hvad er tilladt og hvad er no-go?
Tatoveringer
At have tatoveringer er blevet mere og mere almindeligt. Det er næsten sværere at finde en ung i dag uden tatoveringer end nogen med mindst én. Selvom det stadigvæk ikke er lige velset alle steder, er det heldigvis alligevel ikke noget, der skiller vandene længere. Kort sagt skal du altså ikke være nervøs for at have synlige tatoveringer på hverken arme eller fingre. Hvis du alligevel er nervøs for eventuelle kommentarer og får lyst til at dække dine blækkede arme, skal du huske, at det af hygiejnemæssige årsager ikke er tilladt at have langærmet bluse på, når du arbejder på hospitalet. Armene skal være frie op til albuerne, så de kan vaskes godt.
Tatoveringer i ansigtet er stadig nyt for mange mennesker, så er du indehaver af sådan nogle, skal du nok forvente nogle lange blikke fra både kollegaer og patienter, men det er sikkert ikke noget nyt, at folk kigger en ekstra gang efter en badass som dig. Om ikke andet er det ikke noget, du bliver sendt hjem for at have.
Piercinger
Alt afhængig af, hvilken afdeling du skal på, er alle ørepiercinger egentlig tilladt. Skal du på kirurgiskafdeling vil det ikke være tilladt, men på almindelige sengeafdelinger er det i orden. Lad dog alligevel dine største hoops ligge i smykkeskrinet derhjemme og tag nogle mere diskrete ørestikker i. Ansigtspiercinger er et no-go. Du ser sikkert megasej ud, men tag din næsering ud, mens du er på arbejde, og pres den igennem igen, når du kommer hjem.
Håret
Størstedelen på din årgang har højst sandsynligt en basis hårfarve såsom blond, brun, sort eller alt derimellem. Er du derimod en af dem, der elsker at eksperimentere med forskellige farver og lige har fået en hidsig pink page, er det helt ok. Bare husk at sørge for håret ikke er fedtet, det gælder desuden lige gyldigt, hvilken hårfarve du har, og langt hår skal desuden sættes op, så det ikke kommer til at hænge dig i ansigtet og genere dig i dit arbejde. Har du under corona-nedlukningen fået anlagt dig et fuldskæg skal dette være veltrimmet i en passende længde.
Negle
Igen er det er hygiejnemæssigt spørgsmål. Det er derfor selvfølgelig ikke tilladt at have kunstige negle, hverken af gele eller akryl. Lange naturlige negle er desuden også et no-go. En tommelfingerregel lyder, at du ikke må kunne se noget som helst negl, når du kigger på dine fingre fra håndfladen. Selvom neglene er den tilladte korte længde, er du dog ikke helt i mål endnu. Er du en af dem, der elsker at bruge neglelak, må du lige lægge den på hylden for en kort periode. Det samme gælder desuden ringe, armbånd og armbåndsur – og lange halskæder nu vi er ved smykker.
Generelt set skal du ikke være bekymret for, at dit udseende betyder noget, så længe du møder op udhvilet, veloplagt og soigneret, skal du nok klare dig gennem dit første klinikophold. Sørg dog for ikke at have for meget parfume på, da nogle patienter kan være allergikere og derfor reagere på det. Held og lykke!