- Reklame -

SDU har pr. 1. februar budt velkommen til en ny forskningsklinik, placeret på Institut for Psykologi, med navnet Forsknings- og uddannelsesklinikken. Klinikken tilbyder samtaleforløb til studerende og er et sted for både forskning og uddannelse af kommende psykologer.

Skulle det give anledning til spørgsmål og undren, så læs videre. Sund & Hed har nemlig talt med leder af klinikken, Aida Hougaard Andersen, for at give dig et indblik i den nye klinik i form af ni hurtige spørgsmål.

1. Hvad er formålet med klinikken?

Vi ønsker at afhjælpe stress, problemer i relationer eller andre udfordringer i livet og fremme mental og eksistentiel sundhed blandt studerende på SDU. 

Med klinikken vil vi også styrke psykologiuddannelsen på SDU ved at tilbyde målrettet træning i kliniske færdigheder og kompetencer. 

Som forsknings- og uddannelsesklinik, er målet, at vi gennem klinikkens forskning bidrager til viden om fremme af mental sundhed blandt studerende samt udvikling af kliniske færdigheder og kompetencer hos psykologistuderende.

2. Hvilke problematikker er relevante for klinikkens rådgivning?

I klinikken tilbyder vi gratis samtaler, hvis man oplever udfordringer i form af stress, problemer i relationer, og udfordringer, fx med identitet, fysisk sygdom eller oplevelse af manglende mening i livet. Man kan også henvende sig, hvis man ønsker samtaler i forbindelse med personlig udvikling.  
Man er altid velkommen til at henvende sig, og så hjælper vi med at finde ud af, om klinikken er det rigtige tilbud. 

3. Hvem er målgruppen?

Målgruppen er studerende på SDU. Klinikken tilbyder desværre ikke samtaler til psykologistuderende af hensyn til, at praktikanterne ikke skal have samtaler med egne medstuderende; det kan blive lidt for tæt. Så det er en måde at sætte en grænse på, der ligger i forlængelse af en generel anbefaling om, at psykologer ikke har terapeutiske samtaler med egne venner eller familiemedlemmer.

4. Hvem består klinikken af?

Vi er en klinikgruppe med psykologer fra Institut for Psykologi og en studentermedhjælper i samarbejde med psykologistuderende på kandidaten, der er i praktik i forskningsklinikken.

5. Hvad er din rolle i klinikken?

Jeg er med i styregruppen, hvor vi er fem autoriserede psykologer fra Institut for Psykologi, der varetager vejledning, supervision og formidling af det faglige grundlag og tilgang, derudover står jeg som leder af klinikken.

6. Hvordan kan man henvende sig klinikken?

Man kan skrive til forskningsklinikken@sdu.dk eller ringe på telefonnummeret 93 50 71 43.

7. Hvor vil den fysisk være at finde?

Samtalerne foregår på SDU i klinik-lokalerne ved Institut for Idræt og Biomekanik.

8. Hvornår forventes den at være fuldt oppe at køre?

Vi er allerede godt i gang og er begyndt at tage klienter ind fra starten af marts.

9. Hvor kan man læse mere eller opsøge flere informationer?

Man er altid velkommen til at skrive eller ringe til os. Nærmere information kan også fås på vores hjemmeside.

Forsknings- og uddannelsesklinikkens information:

Hjemmeside: https://www.sdu.dk/da/forskningsklinik
Telefon nr.: 93 50 71 43
Mail: forskningsklinikken@sdu.dk
Adresse: Syddansk Universitet, Campusvej 55, 5230 Odense M 

Vi er altid glade for at høre vores læseres mening. Du kan skrive din kommentar herunder.