Kender du det, når alle ens veninder i gymnasiet snakkede om børn? Hvor meget de glædede sig til at skulle være gravide. Hvordan de ikke kunne vente på at skulle opleve noget så sindssygt som at skabe et menneske inde i sig selv for derefter at føde det, passe og pleje det i mange mange år. Nu er du blevet ældre, og dine veninder begynder faktisk at planlægge børn. Nogle af dem har endda fået deres første. Måske sidder du nu og smiler, fordi du selv er en af dem. Eller måske er du som mig.
Kan kvinder blive steriliseret?
En dag, da jeg sidder til undervisning, bliver der hurtigt nævnt noget omkring kvindelig sterilisation. Kvindelig sterilisation? Det havde jeg aldrig hørt om. Jeg vidste godt, at mænd kunne blive det, men hverken min egen læge eller gynækolog havde nævnt det før. Jeg kan ikke tåle hormonerne i prævention, så jeg er meget begrænset i mine muligheder. Jeg gik derfor selv i gang med at google. Og rigtigt nok var sterilisation af kvinder en ting. Faktisk har enhver, der er fyldt 18 år, ret til det ifølge Sundhedsloven. Jeg begyndte at undersøge og læse alt, jeg kunne finde på nettet. Alt omkring lovgivningen, forskellige pjecer fra alle regionerne, blogindlæg fra kvinder, der var blevet det, generelt bare alt, der havde nogen som helst relation til sterilisation. Jeg gik og tænkte over det i lang tid, flere måneder, før jeg nævnte det for nogen. Modsat den mandlige sterilisation er den kvindelige ikke reversibel. Den er permanent. Tanken om at skulle have børn har aldrig sagt mig noget. Jeg har aldrig været skruk, som ellers er en følelse, mange unge piger kender. Det kilder ikke i æggestokken, når jeg ser en lille familie komme gående med mor, far og hver deres barnevogn. Så valget var alligevel ikke så svært at tage, jeg havde vel egentlig truffet det for længe siden, men nu skulle det gøres permanent. Jeg ringede til min mor og fortalte hende grædende om selve operationen og risici, og hvordan jeg havde gået og tænkt på det i flere måneder. Min mor lyttede til alt, jeg fortalte, og det første, hun sagde, var, at jeg skulle begynde processen.
Forløbet optil sterilisation
For en proces – det var det. Jeg satte det hele i gang hos min egen læge i januar 2020. Jeg snakkede kort med ham omkring, hvorfor jeg gerne ville steriliseres. Min læge lavede herefter en henvisning til hospitalet, hvor jeg efter fire måneder blev indkaldt til min første samtale. Normalt ville man efter første samtale blive indkaldt til operation, men jeg var på daværende tidspunkt under 25 år, og derfor har man lovpligtigt det, der hedder seks måneders betænkningstid. Den tid skal bruges til yderligere at overveje, om man er sikker på sit valg. Efter, hvad der føltes som seks meget lange måneder, blev jeg endelig indkaldt til min anden samtale for at bekræfte, at jeg stadig gerne ville steriliseres. Det eneste, jeg nu kunne gøre, var at vente på at få indkaldelse til selve operationen. Jeg var til samtalen blevet informeret om, at der kunne gå alt fra én til seks måneder. Til al overraskelse fik jeg dog ret hurtigt en besked i min e-Boks om, at der nu var booket tid til min operation i december 2020. Det tog altså et år fra første kontakt hos egen læge til, at jeg nu vidste, det skulle ske.
Selve operationen
Så hvordan fungerer en kvindelig sterilisation? Selve operationen foregår som kikkertoperation og tager ikke meget mere end 30-45 min. Efter at blive lagt i fuld narkose fik jeg et lille snit nederst i navlen og et over kønsbenet. Under operationen lægges man i Trendelenburg leje med hævede ben. Derefter bliver man pustet op med luft for at skubbe andre organer væk og skabe mere plads omkring æggelederne. Gennem de to små snithuller blev mine æggeledere brændt over. Efter udsugning af luft og et sting i hvert snit var jeg ude af operationsstuen igen. Simple as that. Jeg græd som det første, da jeg vågnede. Det var nu umuligt for sædcellen at kunne mødes med og befrugte mine æg. Jeg var steriliseret. Jeg følte en kæmpe lettelse. Efter operationen havde jeg lidt ondt i skulderen, hvilket skyldes at ikke al luften, der blev pustet i mig under operationen, var suget ud igen. Da jeg vågnede næste morgen, havde jeg ingen smerter, men var blevet to fine ar og et par ufrugtbare brændte æggeledere rigere.
Jeg har ikke andet end kæmpe respekt for mødre, der vier en del af deres liv til at opfostre børn. Det ville bare ikke være forsvarligt eller fair af mig at sætte børn i verden, hvor de ikke er ønsket. Allermest nyder jeg at være faster for min niece og bonus-moster for mine veninders børn. Alle børn har brug for en cool barnløs aunty, der kommer med et kæmpe trommesæt, når mor og far allerede har sagt nej, og det er lige præcis den rolle, jeg altid har ønsket mig.
