- Reklame -

Dyreforsøg. På SDU. Kan det virkelig passe? Det kan det i hvert fald! Noget, du måske ikke tidligere er stødt på, er, at der foretages dyreforsøg på SDU – men det gør der altså. Og selvom det for uindviede kan lyde lidt som noget, der hører ældre tider til, så er det så sandelig ikke sådan, sagen forholder sig. Læs med for at blive klogere på sagen. 

Biomedicinsk Laboratorium 

Når man taler dyreforsøg på SDU, så er den helt store spiller Biomedicinsk Laboratorium, som er den centrale dyreforsøgsfacilitet for Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Det Naturvidenskabelige Fakultet og Odense Universitetshospital. De har at gøre med alt lige fra eksperimentel biomedicinsk forskning til kirurgiske færdighedskurser, uddannelse og forskning. Det er placeret på J.B. Winsløws Vej og består af mere end 2500 m^2 dyrestald, laboratorier og operationsstuer.

Foto: Syddansk Universitet.

Hvad laver de så egentlig? 

Biomedicinsk Laboratorium har tre overordnede opgaver, som de kalder for: service, undervisning og forskning. Lad os dykke nærmere ned i det. 

Service 

Laboratoriet beskriver sig selv som et servicecenter, der yder assistance ved dyreforsøg. Afdelingen får fat på forsøgsdyr ved indkøb (og egen avl), passer dyrene og hjælper til ved indgreb. Derudover har afdelingen en rådgivningsfunktion i forhold til dyreforsøgsfaglige problemstillinger.  

Undervisning 

Afdelingen har at gøre med undervisning på flere måder. Først og fremmest underviser afdelingen i dyreforsøgskundskab, som giver dig de nødvendige forsøgsdyrfaglige kvalifikationer, for at man må være med i dyreforsøg. Derudover undervises der i kirurgiske færdigheder for både OUH og regionale sygehuse.   

Forskning 

Sidst – men ikke mindst – laver afdelingen også forskning! 

Dyreafdelingen 

Dyreafdelingen er stedet, hvor dyrene bliver ”opbevaret”. Her er plads til, at der kan opstaldes mus, rotter, andre gnavere og kaniner. Der er også plads til større dyr – eksempelvis får og grise. Og så er der særskilte afsnit til immundefekte dyr.  

Det er ikke alle og enhver, der har adgang til Biomedicinsk Laboratorium – det kræver, at man er kvalificeret til at have ansvar for eller medvirke i et dyreforsøg (her bliver det relevant med kurset i dyreforsøgskundskab). 

Som en interessant, ekstra bid af information er der kun adgang til staldområdet, hvis man er iført heldragt, hårnet og det rette fodtøj. Skulle det desuden være sådan, at du har været på besøg til andre forsøgsdyrsfaciliteter, skal man holde en karantæneperiode på 24 timer, før man kan besøge Biomedicinsk Laboratorium. Så der røg altså den forsøgsdyrsstald-crawl.  

Biomedicinsk Laboratorium har desuden både en laboratorie- og en operationsafdeling, som du kender dem fra, hvad der ellers hører til laboratorier og operationsstuer.  

Dyrevelfærdsorgan (DVO) 

Dyr er trods alt levende væsner – og dem kan man ikke gøre hvad som helst med. Til det formål findes der lovgivning, der skal følges på området. Noget, som kræves af en forsøgsdyrsfacilitet, er, at der skal være tilknyttet et såkaldt DVO. Organets opgaver går blandt andet ud på rådgivning om spørgsmål, der har at gøre med dyrenes velfærd i forhold til erhvervelse, opstaldning, pasning, anvendelse og rehabilitering.  

Etiske overvejelser og 3R-princippet 

Det gælder for alle forsøg, at der skal indhentes en tilladelse fra Dyreforsøgstilsynet, før man kan gå i gang med det. Desuden har SDU sit eget sæt af etiske retningslinjer, når der skal bruges dyr i undervisning og forskning. Her taler de om 3R-princippet:

Refinement – alle dyreforsøg skal udføres ved hjælp af den mindst belastende teknik. 

Reduction – der skal anvendes så få dyr som muligt, uden at kvaliteten kompromitteres. 

Replacement – og der skal anvendes in-vitro (red. ”i reagensglas”) eller alternative metoder, hvor dette er muligt.  

De etiske retningslinjer foreskriver desuden, at hvis forsøget resulterer i ”smerte, lidelse, angst eller varigt mén for dyrene, ud over, hvad der er beskrevet i tilladelsen” skal forsøget stoppes. Det sker typisk i form af medlidenhedsdrab af dyrene. 

Såååå 

….. Dyreforsøg er altså ikke noget, man bare lige sådan gør og det er en rimeligt omfattende proces – lige fra start til slut. Ønsker du at dykke mere ned i emnet, har vi samlet nogle ressourcer til netop det formål. 

Flere ressourcer 

https://www.sdu.dk/da/om_sdu/institutter_centre/biolab_biomedicinsk_laboratorium

https://www.sdu.dk/da/om_sdu/institutter_centre/biolab_biomedicinsk_laboratorium/dyreafdeling

https://www.sdu.dk/da/om_sdu/institutter_centre/biolab_biomedicinsk_laboratorium/generel_information/dyrevelfaerdsorgan

https://foedevarestyrelsen.dk/Dyr/dyrevelfaerd/Dyreforsoegstilsynet/Sider/forside.aspx

Vi er altid glade for at høre vores læseres mening. Du kan skrive din kommentar herunder.