Forestil dig et kunstigt oplyst kælderrum uden nogen vinduer. Reol efter reol står tusindvis af hvide spande, der hver er tagget med hver deres nummer, pænt linet op i numerisk rækkefølge. Det ligner umiddelbart malerbøtter med farvekoder ved første øjekast. Og hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg tro, at det var præcis det, da jeg stod der. Det er dog langt fra, hvad spandene egentlig indeholder. I kælderrummet med de mange reoler er nemlig spandevis af menneskehjerner.
Verdens største hjernesamling
Den er god nok. I kælderen på SDU findes faktisk VERDENS STØRSTE hjernesamling på små 10.000 hjerner. 9.479 for at være helt præcis. Udover de 10.000 hjerner finder man også 50.000 paraffinblokke med små bevaret stykker fra hjernerne, 250.000 (!!) histologiske snit, adskillelige elektronmikroskopibilleder inklusiv deres negativer samt en kasse med gamle patientjournaler og obduktionsrapporter. Faktisk er journalerne så gamle, at store dele af dem er håndskrevne. Hvordan er alle de hjerner så endt her, tænker du? Det hele startede i 1945, da Lárus Einarson og Erik Strömgren blev ansat ved henholdsvis Aarhus Universitet og det psykiatriske hospital i Risskov.
Einarson og Strömgren
Einarson var ansat som anatomiprofessor ved AU, Strömgren som overlæge ved Sindssygehospitalet Risskov, som det hed dengang. Begge mænd var fascineret af den menneskelige hjerne og var meget interesseret i, hvad der resulterede, at nogle mennesker udviklede psykiske tilstande, når andre ikke gjorde. Tilbage i 1945 var det almen kutyme, at psykiatriske patienter blev obduceret ved deres død for, at man kunne undersøge hjernen og finde den underliggende årsag til de psykiske lidelser. Einarson og Strömgren var dog begge klare over, at de desværre ikke havde de nødvendige midler til at løse dette mysterium. De besluttede derfor at gemme og bevare hjernerne, så fremtidens læger forhåbentlig kunne bruge hjernerne til forskning og finde svar på netop selvsamme spørgsmål. Sådan startede Hjernesamlingen, og på 37 år frem til år 1982 voksede den til de små 10.000 hjerner, den i dag består af. Hjernesamlingen havde oprindeligt hjem i Aarhus, men blev i 2018 overflyttet til SDU.
Reol efter reol, spand efter spand
Da jeg først trådte ind i kælderrummet, kunne det lige så godt have været lagret hos Flügger Farver, men da det gik op for mig, hvad det egentlig var, jeg stod og kiggede på, blev jeg mundlam. Reoler med 10.000 menneskehjerner i hver deres hvide plastikkasse fra ende til anden. Den bagerste reol med de oprindelig sorte arkivkasser, hvor paraffinblokkene opbevares. Langs hele bagvæggen står gamle arkivskabe fyldt med EM-billeder. Et tilbageblik i tiden. Ligesom Einarson og Strömgren synes jeg, at hjernen er fantastisk, men også kompliceret, mystisk, kompleks og egentlig bare et rigtigt underligt organ, man ikke ved særligt meget om. I de mange spande var hjerner med alle tænkelige lidelser; demens, depression, skizofreni, you name it. Da hjernerne blev indsamlet, blev alle taget med. Det var ligegyldigt, hvilket køn, alder eller diagnose den afdøde havde. Einarson og Strömgren var visionære og ønskede at skabe de bedst tænkelige forhold for fremtidens hjerneforskere.
Fremtidens forskning
Martin Wirenfeldt Nielsen, som i dag står for Hjernesamlingen, håber at Hjernesamlingen kan bruges som aktiv for moderne forskning og for forståelsen af psykiatriske lidelser. Præcis ligesom Einarson og Strömgren ønskede, det skulle være. Der er stadig mange ting, vi ikke ved om for eksempel skizofreni og alzheimers, men forhåbentlig vil Hjernesamlingen på sigt give et dybere indblik i de komplicerede lidelser.
Det kræver dog, at der selvfølgelig laves forskning på dem. En af grundene til den manglende forskning er, at psykiatrien i mange år har været stillestående, og psykiatriske lidelser var tabu i samfundet. Det er heldigvis begyndt at vende, og psykiatriske lidelser er ikke længere noget, man ikke snakker om. Der er dog stadig lang vej. Udover aftabuiseringen kræver nye resultater højst sandsynligt nye forskningsmetoder. Derudover skal det huskes, at journalerne er fysisk i kælderen på papir. Forestil dig at skulle kigge samtlige 10.000 journaler igennem manuelt. Ønsket er selvfølgelig at få disse digitaliseret, så det bliver en hel del nemmere at udføre forskning og sammenholde resultater fra de forskellige hjerner.
Alt i alt et kæmpe arbejde, men hvis du spørger mig, er der udsigter til endnu større fortjenester. Hjernesamlingen skal altså ikke tænkes, som nogle lægers uopnåelige fantasitanker fra 1945, men den skal ses som det kæmpe aktiv, den er og kan blive for ikke kun nuværende, men også fremtidens psykiatriske patienter.
Ønsker du at læse mere om Hjernesamlingens historie, kan du gøre det her.
