- Reklame -

Så er vi tilbage igen! Sidste gang besøgte vi H.C. Ørstedkollegiet på Niels Bohrs Allé. Denne gang befinder vi os til gengæld et helt andet sted i Odense, når vi besøger det nyligt opførte PFA kollegie. 

Mangfoldigt fællesskab, god læring og bæredygtighed 

Historien om PFA kollegiet starter i 2017, da pensionsfonden PFA Pension i anledning af deres 100-års jubilæum beslutter sig for at opføre mere end 1000 nye studieboliger i Odense, Aalborg, Aarhus og København. Heraf står de to første skud på stammen parat allerede nu og byder på mere end 500 indflytningsklare studieboliger i henholdsvis Odense og Aalborg.

Fælles for alle kollegierne er dog, at de bygges op om samme koncept med tre kerneværdier; et mangfoldigt fællesskab, et stærkt læringsmiljø og bæredygtighed. Det udmønter sig blandt andet i kollegiernes indretnings som sætter fællesskab i fokus og har til formål at give de studerende et godt læringsmiljø med plads til både inspiration og fordybelse. Derudover er målet, at kollegierne skal opnå en såkaldt DGNB-certificering (Deutsche Gesellschaft für Nachhaltiges Bauen), som er en af verdens førende bæredygtige certificeringsordninger for bygninger og byområder. I den forbindelse er det relevant at fortælle, at PFA Kollegiet i Odense med sin DGNB-certificering på Guld-niveau ikke bare er et af de mest bæredygtige byggerier i Odense – men også et af de første kollegier i Danmark med en DGNB-certificering.   

Alle studerende kan søge om en plads på kollegierne – i hvert fald så længe, man er studieaktiv og går på en SU-berettiget uddannelse. Til gengæld får du fortrinsret til kollegierne, hvis du selv, dine forældre eller bedsteforældre er medlem af PFA. Det kan du læse meget mere om her.

PFA i Odense 

Som det første af PFA-kollegierne stod PFA Kollegiet i Odense færdigt 1. januar 2020 og har plads til 298 studerende. Kollegiet er placeret på Toldbodgade i Odense C og befinder sig et stenkast fra havnen – hvilket også er den udsigt, du kan nyde fra de mange altaner og store vinduespartier på kollegiet. Derudover byder havneområdet på god adgang til indkøbsmuligheder og områdets andre faciliteter. Den centrale lokation betyder også, at der er gåafstand til Odense Banegård og centrum – til gengæld er der lidt længere til uni, som er en seks kilometers cykeltur væk.  

Grafik: Christian Bæksted Jessen

Derudover er kollegiet det eneste i Odense C, som har fælleskøkkener – så hvis du er til både fælleskøkken og centrum, kan du med fordel vende snuden mod PFA.  

Hvad angår selve værelserne, ligger de fordelt på gange med 10 eller 12 værelser. De, som du bor på gang med, er også, hvem du deler køkken, fælles altan og fællesrum med. Alle gange har et stort fælleskøkken, som er fuldt udstyret med køkkenredskaber og service. Af egen plads i køkkenet får du et skab, en hylde i køleskabet og en skuffe (?). Derudover er hver gang udstyret med en fælles altan og et fællesrum. 

Værelserne er næsten ens i form, men varierer en lille smule. Du kan se de seks forskellige typer her. Der findes standardværelser på 37 m^2 og rådighedsværelser på 44 m^2. Til alle værelser er der eget bad og toilet samt indbyggede skabe. Huslejen på et værelse ligger på 3870 kroner inklusive forbrug, internet og beboerrepræsentation – men eksklusiv brug af vaskeri. Med i huslejen får du også adgang til kollegiets fælles fitness og studierum.  

Foto og redigering: Christian Bæksted Jessen

Men hvordan er det så rent faktisk at bo på PFA-kollegiet? Vi har talt med Lukas Brammer, som – udover at være psykologistuderende på 1. år – bor på PFA-kollegiet. Lukas har givet os en rundvisning på kollegiet og fortalt os om, hvad han synes om at bo her. Du kan følge i rundvisningen i videoen ovenfor.

Et kollegie, hvor man vil fællesskabet 

Lukas er selv med i både fest- og barudvalget på kollegiet og fortæller også, at noget af det, der tiltrak ham allermest ved kollegiet, var, at det virkede som et sted, hvor man virkelig ville fællesskabet. ”Indretningen og miljøet lægger bare op til det; vi har vores fællesareal, vores fællesbar, festudvalg. Vi har alle de her ting, som gør, at vi kan have et mega fedt sammenhold,” fortæller han og følger op: ”Når faciliteterne er der, hvorfor så ikke gøre det bedste ud af det?” 

Lukas fortæller, at han snakker en del med dem fra sit køkken, men at han faktisk også har lært en del andre på kollegiet at kende – blandt andet igennem de to udvalg, han er med i. Er man ikke til fest- og barudvalg, er der bevillings-, musik- og filmudvalg. Og det er bare de officielle – er man nogle stykker, der kan lide at samles om noget, skal man være mere end velkommen til det. Et eksempel herpå er for eksempel kollegiets helt egen kreaklub, hvor man kan få både strikket, hæklet og meget mere. Kollegiet har desuden sin egen bestyrelse, som man også kan blive involveret i. 

Det er altså ikke sådan, at man går og mangler noget at lave på kollegiet. ”Jeg har det sådan lidt, at selvfølgelig har man studiet ved siden af,” begynder Lukas og retter sig selv med et grin: ”Eller nej – studiet har man jo som det primære. Men man har også meget tid til at have det sjovt herude og lære hinanden at kende – så det kan godt komme til at føles som om, at det er studiet der er ved siden af. For der er altid nogen, der sidder nede i gården eller laver noget andet et sted.” 

Det betyder også, at man skal være opmærksom på sine egne grænser og bruge tid på studiet, når der er behov for det. ”Så får man lige en snap af nogen, der sidder og drikker en øl, mens man selv sidder med sin temmelig kedelige bog og spørger, om man ikke skal være med. Det kan være svært at prioritere studiet, hvis man er meget socialt anlagt. Men det bliver man nødt til at lære.”  

Da vi er ved at runde af, spørger jeg Lukas, hvad han synes, at man skal tage med sig fra artiklen om PFA Kollegiet. ”Det er fedt sted og man får fucking fede faciliteter. Læsesal, fitness, lukket cykelkælder, bar, fester og alt muligt. Så det kan godt være huslejen er lidt til den høje side sammenlignet andre kollegier, men man får virkelig meget ud af det.”  

Med det slutter vi rundvisningen. 

Links 

Læs mere om PFA Kollegiet i Odense her.

Læs mere om PFA Kollegierne her.

Du kan ansøge om at blive en del af kollegiet i Odense her.

Du kan også læse mere om ansøgningsprocessen her. 

Vi er altid glade for at høre vores læseres mening. Du kan skrive din kommentar herunder.