Home Aktuelle opslag Odenses bedste læsepladser 

Odenses bedste læsepladser 

0
Odenses bedste læsepladser 
BEDSTE LÆSEPLADSER. Grafik: Christian Bæksted Jessen / Colourbox

I artiklen ’Bedste læsepladser på uni’ kan du få tips og tricks til de gode læsespots på SDU. Uni er dog ikke det eneste sted, man kan sætte sig for at få arbejdet eller læst – man har jo en hel by til gode! Her kommer derfor en anbefaling til Odenses bedste læsepladser. 

Hovedbiblioteket 

Vi starter med Hovedbiblioteket – som ikke ligger specielt langt fra universitetet i udtryk og stemning. Men placeringen er en helt anden – har man bare ikke lyst til en cykeltur ud til SDU, når man selv bor i Odense C, er det godt at vide, at man kan få (næsten) det samme et andet sted.  

Der er både et stillezone-område og større borde, så man også kan have studiegruppen med. Som noget at være opmærksom på er der ikke super mange borde eller enkeltmandspladser, så man skal være der tidligt, hvis man vil have et godt spot. Der er tendens til lidt mere larm end uni og også en hel del flere børnehavebørn, end du nok støder ind i på SDU. Så husk lige ørepropper eller høretelefonerne, hvis det ikke er din kop te. 

Husk også madpakken – for her er ingen kantine. Ellers kan man altid løbe ned i 7-Eleven. 

Det gode solskinsvejr 

Det er sommetid, hvilket (nogle gange) betyder solskin! Så brug din omgivelser – sæt dig et sted i solen og nyd den, mens du skriver på din eksamen. Ingen grund til, at man ikke skal unde sig selv den glæde i en ellers presset tid.  

Om det er din altan, en nærliggende park eller en tilfældig bænk, du lige er stødt på, er alt lige godt – hvad end, der passer for dig, er nok det bedste valg! 

Studenterhuset 

Studenterhusets slogan lyder ”Café by day, bar by night” og indkapsler rigtig fint, hvor meget de kan byde på. Her er massevis af arrangementer til enhver smag med alt fra comedy til live musik, god festlig stemning om aftenen med billig øl og – vigtigst af alt (i det her henseende) – en studiezone og en almindelig café om dagen. Her kan man både sidde med studiegruppen eller alene. Studenterhuset er et velbesøgt studiested, og de har styr på sagerne. Her får du også studierabat på hele menukortet – så når frokosttid kalder, behøver du ikke være bekymret for, at SU’en løber op.  

Som et obs bør det nævnes, at det ikke nødvendigvis er det mest stille sted at sidde, og at man ikke må medbringe egne drikkevarer.  

Din yndlings-café 

Studenterhuset er nok det mest åbenlyse, når det gælder studiesteder. Men der findes enormt mange andre caféer i byen – og hvad forhindrer en i at besøge dem og give dem chancen for at blive det nye go-to studiested?  

Nogle steder har mere larm end andre, bedre stole, borde, menukort og så meget andet. Men læg mærke til, hvilke stamsteder du har og hvad du godt kan lide. Måske man også kan sidde der og få noget læsning ud af det. Vær bare opmærksom på, at det ikke er alle steder, man må sidde med sin computer hele dagen.  

Udforsk! 

Som en sidste anbefaling – udforsk byen! Find frem til, hvad du fungerer og hvad der ikke fungerer for dig. Gå en tur og vær åben for at støde på nye og hyggelige steder, man kan læse.  

Og når du gør det, skal du være mere end velkommen til at sende det til os på Sund & Hed. Det kan du gøre lige her!

Vi er altid glade for at høre vores læseres mening. Du kan skrive din kommentar herunder.