- Reklame -

En god kombination på en fredag.

Christian Tvede
Direktør, FADL

Foto: Monika, FADL Medicinsk Boghandel

Stemmerne lyder højere end normalt på gangen i klinikbygningen foran FADL Medicinsk Boghandel.

Det er sidste fredag i oktober, og boghandlen holder i samarbejde med FADL’s Forlag udsalg på forlagets bøger.

Tonelejet skyldes muligvis det fadølsanlæg, der har kørt siden middag.
Stemningen er god. Og mange af FADL’s medlemmer er da også mødt op for at købe billige bøger og få sig en fadøl samt lidt chips at starte weekenden på.
Et mobilkald til forlagsdirektør Rikke Luna Hald Sommer, der på mit spørgsmål om hvorfor, svarer:

»Vi gør det for at gøre opmærksom på, at vi er her, at vi er de unges forlag, og dem vil vi gerne gøre noget godt for«.
Uden for boghandlen, bag fadølsanlægget, står en af forlagets associerede studenter, Christian.

På spørgsmålet om, hvorvidt han har vejledt nogle i bogkøb i dag, svarer han: »De fleste ved, hvad de kommer efter, og folk virker tilfredse med de gode priser og med, at man kan få sig en fadøl. Der er mærkbart mere gang i den i dag, end en almindelig fredag.«

Bedre timing
Stine, der ligeledes er associeret studerende, har været her siden middag og synes, at det er fedt at se folk komme ud med store poser, tilfredse med den gode handel. Hun er dog i tvivl om, om man kan rykke folks bogvaner ved et arrangement som dette:

»Jeg tror, det er svært at rokke på folks faste overbevisning vedrørende hvilken bog, deres underviser står og kaster guldkorn omkring. Jeg har dog på fornemmelsen, at der er flere, der har fået øje på for eksempel »Akutte Medicinske Tilstande« og »Laboratorieundersøgelser«, og som også har købt dem,«, siger hun og fortsætter:

En forlags-associeret deltager i to til fire møder med forlaget om året. Der diskuteres tiltag til nye bøger. Og så mødes man med diverse undervisere for at få forlagets bøger på litteraturlisten. Man bliver associeret ved at sende en motiveret ansøgning til forlaget, hvorefter man kommer i betragtning. Jobbet er ulønnet, men interessant.

»Jeg er meget tilfreds med besøgstallet, navnlig i betragtning af, at så mange skal til eksamen i næste uge. Mit semester er i øvrigt lidt skuffet over timingen. Neurologibogen udkommer nemlig først i næste uge – den ville vi gerne have købt i dag.«

Mere internationalt, tak
I boghandlen spotter jeg Jesper, 10. semester, i færd med at købe en patologibog og spørger om hans holdning til bøgerne fra FADL’s Forlag.

»De er pæne, flot trykt, og det er sjovt at have bøger, der er skrevet af vores egne undervisere. Dog er det sommetider lidt irriterende, at de er på dansk. Med det mener jeg, at vi jo skal læse engelsk litteratur fremover. Det er godt, når FADL’s bøger har den internationale sundhedsvinkel med. Det må der gerne være mere af.«

Vi er altid glade for at høre vores læseres mening. Du kan skrive din kommentar herunder.