- Reklame -

Måske har du allerede overvejet eller leget med tanken om, at der må være mere for dig derude, end der er her i lille Danmark? Du er i gang med din uddannelse, men det kribler i rejsefingrene for ikke at trykke bestil på de flybilletter, du har haft kig på i tre uger nu, men du føler alligevel ikke, at du kan tillade dig at blive væk fra din undervisning. Måske du burde overveje at kombinere din uddannelse med rejse så! 

Hvorfor overhovedet tage et semester abroad? 

Der er mange gode grunde til, at man som studerende burde tage et semesterophold i udlandet. Det er ikke kun en oplagt mulighed for allerede tidligt i sin karriere at skabe sig internationale kontakter og erfaring, eller fordi det pynter på CV’et.  

For mange er det at starte på universitetet allerede et kæmpe spring, så det at tage et udenlandsophold, skubber blot en yderligere ud af sin comfort zone. På den måde lærer du at stå på egne ben og ikke kun hjemme i velkendte Danmark, men i lande, du måske aldrig havde forestillet dig at arbejde i. Du er derfor garanteret at få udvidet din horisont på både det kulturelle, men også akademiske plan, hvilket vil medføre nye perspektiver i forhold til dit studie, og hvordan du reflekterer over tingene.   

Typer af ophold  

Hvis du beslutter dig for, at du gerne vil tage et semester i udlandet, skal du yderligere overveje, hvilken type ophold du kunne tænke dig at komme på. Du har nemlig fire muligheder: 

1) udveksling indenfor Europa, 2) udveksling udenfor Europa, 3) et intern- eller traineeship og til sidst 4) selv-arrangeret ophold.  

Udveksling inden for Europa betyder, at du vil overtage en studerendes plads på universitetet i udvekslingslandet, du har valgt, samtidig med at han/hun vil overtage din plads på SDU. Vil du derimod på udveksling uden for Europa, er processen en smule anderledes. Her bytter du ikke plads med en studerende, men vil derimod automatisk modtage økonomisk bevilling fra det respektive universitets Internationalisation Fund, når du bliver accepteret. Pladserne er dog begrænset, men er du villig til selv at betale for dit studieophold, tilbyder flere af SDU’s samarbejdspartnere rabat på studieafgiften, der må være i forbindelse med undervisningen. 

Et intern- eller traineeship er groft sagt praktik eller projektorienteret forløb. Nogle uddannelser vil som del af pensum have praktikforløb, hvor det her er muligt at komme udenlands i form af et internship, mens resterende uddannelser tilbyder mulighed for de projektorienteret forløb altså et traineeship. Det, SDU International kan hjælpe dig med i den sammenhæng, er ansøgninger om legater eller stipendium i forbindelse med projektet.  

Selv-arrangeret ophold er for dig, der har udset dig ét helt specielt universitet, som ikke er på listen over SDU’s samarbejdspartnere. De selv-arrangerede ophold kan være lidt mere tricky, da du som sådan ikke betragtes som udvekslingsstuderende og derfor selv skal stå for al kontakt, ansøgning og indskrivelse på det pågældende universitet. Du vil derfor også selv skulle stå for betaling i forbindelse med studieafgifter, dog med mulighed for at søge om udlandsstipendium til at dække noget at afgiften, hvis du modtager SU.   

Ansøgningsproces

Godt – du har fundet ud af, hvilken type udlandsophold du kunne tænke dig at komme på. Så hvad nu? Nu skal du ”bare” ansøge, men det er alligevel ikke altid lige nemt. Der er mange akademiske og praktiske ting, der skal håndteres inden, du kan tage af sted. Blandt andet er det meget godt på forhånd at vide, om opholdet er meritgældende, hvor du skal bo, hvor kan du søge stipendium, hvilke forsikringer du behøver, om du behøver visa for at studere og meget meget andet.  

Det kan være en jungle at finde ud af på egen hånd. Derfor hvis du er interesseret i at høre mere om, hvad det kræver at rejse til udlandet i forbindelse med dit studie, bør du kontakte SDU International for vejledning eller selv læse mere på mitSDU, hvor du blandt andet også finder videoguides om, hvilke muligheder du har, samt hvilke overvejelser du skal gøre dig, når du skal vælge, hvor du vil hen.  

Vi er altid glade for at høre vores læseres mening. Du kan skrive din kommentar herunder.