- Reklame -

I sommer bød Esbjerg og Sydvestjysk Sygehus velkommen til deres allerførste hold af kandidatstuderende i medicin. Det er nu muligt at læse kandidaten i medicin i de fem største byer i Danmark – men alligevel skiller den i Esbjerg sig lidt særligt ud i forhold til de andre fire.  

Nytænkte læringsstrategier 

Med kun 30 studerende per årgang er det helt andre muligheder og undervisningsformer, som bygger grobund for uddannelsen i Esbjerg. 

Den lille årgang har ikke undervisning i form af Team Based Learning, såkaldt TBL, som vi ellers kender fra kandidaten i Odense. I stedet er hver enkelt studerende tilknyttet en stamafdeling, som de i løbet af de 2,5 år har et tæt samarbejde med, hvor de kan dygtiggøre sig inden for det kliniske felt og lære basale færdigheder.  

”Der er en liste over ting, som de skal have nået på stamafdelingerne, inden de er færdige – det er ting som, at de skal have læst et EKG, lagt et venflon, lagt et kateter og så videre,” fortæller studieleder, Tina Kold Jensen, om stamafdelingskonceptet. På den måde bliver undervisningen implementeret i klinikken. 

De studerende har dog stadig holdundervisning og forelæsninger – men grundet den lille årgang foregår disse i et tæt sammenspil mellem underviser og studerende, og der er bedre muligheder for at have patienter med til undervisningen. 

Det hele er samlet på sygehuset. Tina Kold Jensen fortæller: ”Den ene side af den nye forskningsbygning, som er lavet derovre, er de studerendes – der er bibliotek og der er læsesal. Der er et køkken med kaffemaskiner, og hver af de studerende har en kop, med deres navn på.” 

Bedre klinikere 

Lisa Uldahl Lambek, som er studerende på årgangen, synes, at det giver en virkelig fed helhed, at man som studerende nemt kan gå fra klinik til undervisning. Hun fortæller samtidigt: ”Der er en masse gode og dygtige mennesker omkring os, som har intention om at stable en rigtig solid uddannelse på benene, og de er vildt lydhøre.” 

For hende spiller den helt unikke mulighed om at være tilknyttet en stamafdeling helt klar ind i, at hun valgte at læse sin kandidat i Esbjerg i første omgang.  

”At have mulighed for at kombinere al den viden, man optager, med praktisk læring, er virkelig en givende ting,” fortæller Lisa.  

Fra hendes synspunkt er der rigtig meget udvikling at hente de to dage om ugen, hvor man som studerende er på sin stamafdeling. ”Her får vi noget ’virkelighed’ at hænge teorien op på – samtidigt med, at man lærer at begå sig omkring kollegaer, patienter og pårørende,” uddyber hun. 

Tina Kold Jensen håber og tror også på, at det øgede fokus på klinik i sidste ende er med til at gøre de studerende til bedre klinikere. Hun fortæller: ”Grunden til, at vi lavede tiltaget i sin tid, var til dels for at få flere studerende ud i den del af regionen, men også fordi mange studerende mener, de har for lidt klinik. De mener simpelthen, at de er for dårligt rustet.” 

Hvorfor vælge Esbjerg? 

For Lisa Uldahl Lambek er der flere ting, som gjorde, at hun endte med at vælge kandidaten i Esbjerg. Det var blandt andet det øgede fokus på klinik, men særligt også det sociale var med til at påvirke hendes beslutning. 

Hun fortæller: ”Man har normalt ikke en ’feeling’ med alle de omkring 200 øvrige studerende på ens årgang. Så at vi i Esbjerg to måneder inde i semestret allerede kender hinanden og kan bruge hinanden er virkelig en gave!” 

Lisa nævner også, at det kan føles lidt som at være i en klasse igen, blandt andet fordi de på årgangen har en kalender hængende med alles fødselsdage, og at de har etableret en kageordning.  

Hun mærker også i undervisningsøjemed, at det er en fordel at være en lille klasse. ”Vi er 30 studerende til én underviser. Dette bidrager til en mere dynamisk undervisning, som er mere deltagende og inddragende. Vi har nærmest dialoger med underviser og følelsen af ”forelæsning” er minimeret – hvilket er en god ting!” uddyber hun.  

For Lisa var kandidaten i Esbjerg det helt rigtige. Hun fortæller afslutningsvist: ”Jeg er rigtig glad for at være startet i Esbjerg, og jeg er sikker på, at det kun bliver bedre og bedre!” 

Vi er altid glade for at høre vores læseres mening. Du kan skrive din kommentar herunder.