Hvad er det der forskning egentlig for noget? Hvordan kommer man lige i gang? Og hvad hjælp er der at hente?
Hvordan kommer man i gang med forskning?
”Der er mange måder at komme i gang med forskning på, men én af de bedste måder, som vi i Sundhedsvidenskabelige Studenterforskere (SSF) kender til, er at være engageret og selv kontakte et forskningsafsnit, hvor man har interesse, og så starter man sandsynligvis op med noget tastearbejde, hvilket måske kan lyde kedeligt, men dette er et godt grundlag at bygge sin forskningsforståelse op på.
Man kan også vente til, man skal i klinik (eller i forbindelse med et selvarrangeret ophold) og så snakke lidt med afdelingen, om de eventuelt har noget spændende forskning, som man kan få lov at være med på – dette kan for mange virke som en lidt tryggere måde at starte på.
En anden mulighed er også at tjekke SSF’s forskerbog ud, som ligger på vores hjemmeside.
Forskerbogen er en pdf-fil på cirka 40 sider fyldt med aktuelle og kommende forskningsprojekter på OUH, hvor afdelingerne mangler studerende til at varetage eller hjælpe til med et forskningsprojekt. Her er altså både projekter til bachelor- og kandidatstuderende.”
Hvornår kan man starte med at forske?
”Man kan starte med at forske, lige når man har lyst til det. Jeg vil anbefale, at man måske nyder den første del af studiet lidt og så starter lige så stille med forskning, når man måske har fundet et specifikt speciale eller afdeling, som man synes kunne være spændende at snuse lidt til.
Jeg startede selv med forskning på mit 3. semester på bacheloren som et studiejob, og nu er jeg i gang med et prægraduat på samme afdeling, som jeg startede på.”
Hvad kan SSF hjælpe med?
”Vi kan hjælpe med næsten alt omkring forskning, og internt i foreningen har vi masser af erfaring inden for forskellige områder af forskning, så det er muligt at stille os alverdens spørgsmål – også dem, som man ikke lige umiddelbart kan google sig til.
Så hvis man har et spørgsmål, skal man endelig bare skrive til os på vores mail: ssf.sdu@gmail.com eller på Facebook.
Hvis vi ikke har svaret, så ved vi som oftest, hvem vi kan sende jeres spørgsmål videre til.”
Er forskning kun for medicinstuderende?
”Nej, forskning er selvfølgelig for alle!
Vi er en forening for alle med interesse for sundhedsvidenskabelig studenterforskning på SDU.
Lige nu er vi hovedsageligt drevet af frivillige lægestuderende samt et par psykologistuderende – så hvis man vil hjælpe med at udvide foreningen til at dække resten af SUND på SDU, så bliver alle taget imod med kyshånd.”
Hvad er der er muligheder, hvis man bliver grebet af forskning?
”Mulighederne inden for forskningsverdenen er nærmest uendelige, og det er en verden, som er konstant udvikling.
Man kan blandt andet få udgivet artikler i tidsskrifter som førsteforfatter eller som medforfatter på et projekt, man kan komme ud og fremlægge sin forskning på kongresser både i Danmark og i udlandet, man kan senere vælge at skrive en ph.d. samt er forskning en rigtig god mulighed for at komme på et udlandsophold.
Desuden åbner forskning gode døre til når man som læge skal ud at søge hoveduddannelses-stillinger, og så er det rigtig fint at have på sit CV.”
Har du/I andet her på falderebet?
”Vores bedste råd til at starte med forskning er: Hvis du blot har den mindste interesse og lyst til at gå i gang med forskning, så spring ud i det! Det er slet ikke så tørt og kedeligt, som mange er bange for.
Til sidst vil vi understrege, at man mere end velkommen til at komme forbi til et af vores månedsmøder. Næste møde er d. 7. februar kl. 16.15 i WP – det er fuldstændig uforpligtende, og der skal ikke betales kontingent for at være med.”