”Jeg bliver læge på YouTube.” Sådan lyder det af og til på gangene på WP. Men hvilke kanaler er der egentlig derude, og kan de bruges på hele SUND? Efter en lille rundspørge på de forskellige uddannelser er vi nu klar med nogle gode bud på brugbare kanaler som supplement til pensum. Så er du en af dem, der trænger til alternative læringsformer, kan det være her, du finder din redning midt i oplæsningen.
Ninja Nerd
Vi starter med en af mine personlige favoritter både i forhold til indhold og person. Jeg har sjældent set så pædagogisk fremlagt indhold – og i massive mængder. Her finder du alt relateret til den humane fysiologi – og jeg mener alt! Der findes utallige videoer om forskellige emner, som ligger velorganiseret i playlister. Videoerne kan være lange, så et godt tip generelt, hvis man trænger til en lidt hurtigere gennemgang for at skabe overblik, sæt hastigheden på videoerne op og flyv igennem. Link.
Khan Academy
Her spænder vi bredt, meget bredt. Visionen er at give gratis verdensklasseuddannelse til alle – hvor som helst. Der er derfor mange overflødige videoer, men også virkelig mange gode videoer, som man kan få rigtig god gavn af i sin oplæsning. Khan Academy er ikke nødvendigvis en kanal, man går ind på for at se, hvad de lige har liggende. Søger du derimod på bestemte emner og finder en Khan Academy video som en mulighed – vælg den. Som var du på skolebænken, bliver der her tegnet og fortalt undervejs i videoerne. Link.
Crash Course
Crash Course er også en kanal med et ønske om at fremme uddannelse generelt. Til en start var det videoer om emner inden for verdenshistorie og biologi, men kanalen er vokset og har udvidet med andre fagområder. Her er animationer og pinpoints i højsædet – og det fungerer. Videoerne holdes på lige omkring 10 minutter, hvor større emner kommer i flere delvideoer, og der er ligeledes lavet gode og overskuelige playlister. Der er skruet op for underholdningsværdien, så videoerne kan da også sættes på som ren underholdning en god fredag aften. Link.
Neuroscientifically challenged
Også kendt for videoerne ”2-Minute Neuroscience”, som er helt geniale til at forstå noget af det mest komplicerede i vores krop – vores hjerne. Her kommer man om alt fra hjerneområder og receptorer til farmakologi og sygdomme. Videoerne fungerer optimalt til at tage gode overskuelige noter efter og til at skabe overblik. Denne kanal kan blive din redning på B9, hvis du læser medicin eller klinisk biomekanik, men også til at forstå emner om kognitiv funktion, hvis du læser psykologi eller audiologi. Link.
Osmosis
Kanalen her henvender sig til sundhedsfaglige uddannelser generelt. Videoerne er også af kortere længde på omkring 5-15 minutter. Der er indhold om utallige sygdomme, om organsystemerne, om studieteknik og meget mere. Ligesom de andre kanaler, der er nævnt ovenfor, bliver det faglige indhold også her ledsaget af overskuelige og pædagogiske illustrationer, som gør det teoretiske mere spiseligt. I sidste ende kommer det til personlige præferencer, for kvalitetsindhold er der nok af. Link.
At last
Alt fra anatomi til fysiologi ligger, som I kan fornemme, let tilgængeligt ét klik væk. Det her er kun et lille udpluk af de største og dem der gik mest igen i de tilbagemeldinger, vi har modtaget. Der er meget derude, så prøv jer frem og find lige den underviser og undervisningsform, der giver dig det største udbytte. Det er tæt på, at man kan få sin uddannelse på YouTube.
Sidder I med gode kanaler derude bag skærmen, vil vi og jeres medstuderende taknemmeligt tage imod. Det er derfor nu jeres tur til at sende gode kanaler vores vej, så får I nok en opfølgende artikel retur.