
Et nyt studieår er startet, hvilket betyder en masse nye studerende i Odense. I den forbindelse har vi udviklet denne lille miniserie, om hvor du finder de bedste perler i Odense – ligegyldigt om du er nylig tilflytter eller en gammel gæv O’enseaner. Vi starter i Odense C’s større gader og bevæger os dybere ind i de smalle stræder i de efterfølgende artikler – for at planlægge en studiemakker-dag til dig og dine nye venner.
Minigolf på Vesterbro
Er I ligeglade med, at vejret er koldt ”for der findes ik’ dårligt vejr, kun dårlig påklædning”, skal I forbi Foreningen Vesterbros Minigolf. På et lille grønt område, gemt væk mellem flere lejlighedsbygninger, ligger en 9 hullers bane. Grunden hedder Mejerigrunden og ligger mellem Thorsgade og Jens Benzons Gade, hvorved det er muligt at tilgå banen fra begge veje. Til dagligt passes banen af lokalbeboer Nis, som hver morgen kl. 9 sætter køller og bolde frem, samt sørger for at banerne er pæne og klar til spil. Hver aften kl. 20-22 (afhængigt af årstid) henter han det hele ind igen. Minigolfbanerne er gratis at benytte for alle, så det er den perfekte start på jeres dag.
Mahi’s Cabin Tea & Coffee
Efter minigolf skal I have lidt at varme jer på. Mahi’s Cabin Tea & Coffee er en café med personlig indretning beliggende i Slotsgade 28. Mahi, som ejer caféen, står der selv til dagligt og betjener kunderne. Kaffen er som på de fleste andre caféer, så grunden til I skal en tur på Mahi’s Cabin, er kagerne. Mahi er nemlig bedst kendt for hendes cheesecakes, og det er af god grund. Kaffe, limonade og kage er dog ikke det eneste, som I kan købe i caféen. Tøj, sko, smykker, spejle, små møbler og endda en juicemaskine er alt til salg hos Mahi, så her kan I lige få købt de sidste ting til lejligheden.
Il Gusto
Måske ikke den oplagte perle, nu vinteren nærmer sig, men Il Gusto fortjener alligevel at komme på listen. På Vindegade 84 ligger den lille italienske isbar med rigtig hjemmelavet italiensk is – også med veganske muligheder, der smager lige så himmelsk. Isbaren drives af Stefano Di Gaetano, som har haft stedet i mere end 16 år. Ikke nok med at I får den, måske, bedste is, I har smagt, så sælger Stefano også varme belgiske vafler, islagkager, milkshakes, varme drikke og meget mere – så helt dumt, selvom koldere tider nærmer sig, er det alligevel ikke.
Den Smagløse Café
Efter første besøg på Den Smagløse Café i Vindegade 57 bliver I blæst bagover. Efter 25 besøg har I stadig ikke set alle detaljer i indretningen, som, af Smagløse selv, beskrives som et mix mellem ”oldemors stue og din tyske onkel Udos campingvogn”. Hvordan beskriver man bedre dukkehoveder på glas og trolde låst inde i bure langs væggen? Kaffe, øl, spil, drinks, magasiner, terninger – Smagløse har det hele, og hvis I planlægger lidt, fanger I måske mandags-quiz eller tirsdags livemusik.
Fransons
I er ikke helt færdige med at konkurrere imod hinanden endnu. Fransons, på Pantheonsgade 4 st., er en spillecafé/bar med underholdning for alle interesser. Ikke nok med at I både kan spille brætspil gratis (ved køb af drikkevare i baren), så kan I også leje en bane, til lige at vise hvem der er mesteren i petanque, kroket eller ringspil m.m. ”Så kom forbi og nyd sommerstemningen – selv på en grå og kold onsdag”, som Fransons selv beskriver det.
Kick Off Sportspub
Aftenen slutter I af på Kick Off i Overgade 45. I er trætte, efter både at have dystet i petanque og minigolf, og vil nu hellere se på folk, der dyrker sport, mens I drikker bajer og skråler med på kampråb. Med ikke mindre end fire storskærme og syv fladskærme er der også nok at se, uanset om I er til fodbold, rugby, dart, pool eller basket. Programmet for den pågældende dag kan ses på Kick Offs egen Facebookside eller hjemmeside, men har I alligevel en kamp, som er lidt mere niche, kan I altid høre, om det er muligt at få sat den på en af skærmene, da Kick Off kan vise næsten alle kanaler. Kick Off holder desuden ofte quizaftener – blandt andet i VM, FIFA-turnering, ølsmagninger og mange andre sportsrelaterede konkurrencer.