Home Aktuelle opslag Perler i Vintapperstræde 

Perler i Vintapperstræde 

0
Perler i Vintapperstræde 
Perler i Vintapperstræde. Grafik: Michael Bæksted Jessen. Billedeelementer: Colourbox

”Odenses hyggeligste gågade”, bedre kendt som Vintapperstræde, er næste stop på turen. Med indgang fra enten Vestergade, Kongensgade eller Slotsgade er det nemt at komme ind til denne lille oase og nyde roen i byen. Du kender den måske allerede som gaden med den flotte varierende udsmykning i form af gummistøvler fyldt med blomster, farverige paraplyer, stiletter eller kinesiske papirlamper hængende over gaden.  

 

Mr. Torp 

Vi starter i dag hos Mr. Torp med morgenmad og kaffe. Det er dog ikke det eneste, som Torp har på menukortet. Faktisk kan du få alle dagens tre måltider (aftensmad er dog kun om fredagen) samt lette retter i form af snacks og kager. Mr. Torp blev hurtigt populær trods sin lille størrelse, og det er ikke uden grund. Især med sin morgenmad og tapas har Mr. Torp ramt folkets hjerter, så derfor starter vi selvfølgelig dagen her.  

 

Antik Blå  

Efter en lækker morgenmad skal vi selvfølgelig fordøje maden, og hvordan gør man det bedre end med lidt antikvitetsshopping? Selvom Antik Blå har almindelig porcelæn antikviteter, består deres primære varesortiment af guld- og sølvsmykker til både herrer og damer. Udover at være smykkehus har Antik Blå samarbejde med Urmagerhuset, hvilket betyder, at du også kan købe et vintage armbåndsur eller få fikset det, som du allerede har. 

 

Frokosttid  

Der er simpelthen for mange gode spisesteder i Vintapperstræde, til at vi kan udvælge ét sted til frokost. Du får derfor et par valgmuligheder, så der er lidt til alle slags cravings, eller også kan du prøve alle stederne, hvis du har medbragt den store sult. We don’t judge.  

 

Becco – Kaffe og sandwich bar  

Vi snakker ikke sandwich magen til den kedelige klapsammenmad, som du har med i madpakken – men lækre frisksmurte sandwicher. Dog skal det tilføjes, at det ikke er muligt at sidde hos Becco, men derimod kun muligt at få sandwich som takeaway. Vintapperstræde har dog flere steder opsat bordbænkesæt, hvor I kan nyde jeres frokost.  

 

Olivia Brasserie 

Er I ikke i sandwich-humør men mere til caféhygge, er Olivia Brasserie en anden mulighed. Fransk gastronomi blandet med dansk hygge er viben. Vi har sat caféen under frokostmulighed her på listen, men faktisk er det muligt at nyde alle dagens tre måltider hos Olivia Brasserie.   

 

The Pie Project 

Som du nok har gættet ud fra navnet, er tærter i fokus her hos The Pie Project. Uanset om du er til salt eller sødt, kan du få begge muligheder her. Udover det faste sortiment af tærter bages der hver dag efter nye opskrifter, så glem ikke at høre om dagens muligheder, når I svinger forbi!  

 

Kaffe og The huset 

Vi er ikke helt færdige med shopping endnu, og skal en tur i delikatessen hos Kaffe og Thehuset for at fylde på med koffein (eller koffeinfri) til de lange læsenætter. Her er det også muligt at få fingrene i de lækre romkugler fra Bak’s Bakery & Deli (tidligere kendt som Nørre Aaby Bageri), som har vundet prisen for at være Danmarks bedste. 

 

Christian Firtal 

En hård dag er ved at lakke mod enden, så en tur forbi Christian Firtal er hvad der skal til. Med deres 20 haner specialøl, hvor øllet jævnligt skiftes ud for at passe vind og vejr, kan du være sikker på at finde en øl, der falder i din smag, om du så er til sour, IPA, stout eller noget helt andet. Er du i tvivl om, hvad du kan lide, så spørg en af de øl-bekendte bartendere om hjælp.  

 

Marcantonio  

Aftensmaden tager vi her i dag, men skulle I være groet fast på den anden side af gaden, hos Christian Firtal, så frygt ej. Det er nemlig muligt at få serveret maden fra Marcantonio hos genboen. Maden er autentisk italiensk, og har vundet flere priser blandt andet for den bedste italienske restaurant og for den bedste tiramisu i Odense (så ved du allerede nu, hvad du skal have til dessert). I disse tider hvor vejret er gråt, det regner, blæser og det egentlig bare er nederen, bringer Marcantonio os tilbage til de lune italienske somre med pizza og Aperol Spritz i lange baner.  

 

The Tipsy Toad 

Efter middag er vi ikke klar til at tage hjem endnu, så en tur forbi The Tipsy Toad er vores sidste stop i dag. En britisk pub der, ligesom Christian Firtal, har øllen i fokus. Med deres ugentlige quizaftener (mandag og onsdag), livemusik, dart, raflespil, brætspil, happy hour og studierabatter er det helt sikkert et sted, hvor I kan få mange timer til at gå. 

0 0 votes
Article Rating

Vi er altid glade for at høre vores læseres mening. Du kan skrive din kommentar herunder.

0 Comments
Inline Feedbacks
View all comments