Efter 27 (!!) sæsoner af Luksusfælden har vi alle vist fået banket ind i hovedet, at man aldrig skal optage lån. Alligevel vælger mange studerende at gøre det, så hvordan kan det være? Er SU-lån lige så farlige som de kviklån, vi hører om i fjernsynet? Eller er det egentlig bare en hjælp til de studerende?
Studiejob vs. SU-lån
Under studiet vælger mange at få sig diverse studiejobs, hvor lønnen oftest ligger på 120-130 kroner i timen. Arbejder du 8-10 timer om ugen, vil du typisk få det samme beløb udbetalt om måneden (efter skat), som du kan få tildelt i SU-lån om måneden. Du kan nemlig låne op til 3.371 kr. per måned som SU-modtager. Hvis du er forsørger, dvs. er biologisk- eller adoptivforælder, til et barn under 18 år, som har adresse hos dig, kan du få forhøjet dit lån og søge om op til 1.686 kr. Ekstra om måneden.
Det smarte ved SU-lån er, at når du først er blevet godkendt, kan du selv, hver måned, gå ind og melde hvor mange penge, du gerne vil låne. På den måde kan man nøjes med at låne det, som man reelt set har brug for og på samme tid holde sin gæld til et minimum.
Hvorfor optage et SU-lån?
Hvorfor vælger nogen så at tage SU-lån? Det simple svar er, at det skal til for at få økonomien til at køre rundt, uden at skulle leve helt skrabet. Så man ikke behøver at leve af dåsetun og majs hele måneden, men stadig kan komme ud og hygge sig en gang imellem med sine medstuderende – og måske endda lave en lille opsparing ved siden af. Men hvorfor får man sig ikke bare et studiejob så, når det ikke var mere end 10 timer om ugen, det krævede for at få en tilsvarende udbetaling? Det er der også mange, der gør, men for nogle studerende er presset fra skolen allerede stort uden at tilføje et job til ligningen. Så for at kunne fokusere på deres uddannelse, kan SU-lån være løsningen for at undgå det økonomiske stress af at være arbejdsløse.
Ikke et kviklån, alligevel med konsekvenser
Vi kan vist roligt sige, at renten på SU-lån ikke nærmer sig renten på de kviklån, som vores forældre har fortalt skrækhistorier om. Renten, når du optager SU-lån, hedder 4% om måneden, imens du er under uddannelse, hvilket er meget nemt at forholde sig til, men nu bliver det lidt tricky. Når du bliver færdiguddannet, ændres renten nemlig. Renten fastsættes nu af diskontoen plus et tillæg (højst 1%) eller minus et fradrag. Diskontoen er den rentesats, som løbende fastsættes af Nationalbanken. Pr. 01.01.23 lå diskontoen på 1,75%. Ergo vil renten for en færdiguddannet lige nu ligge på 2,75% grundet diskontoen plus tillæg. Husk også at det ikke kun er de lånte penge, som forrentes men også renters rente. På den måde kan beløbet hurtigt løbe op og blive en del højere, end man lige gik og forestillede sig.
Den kedelige del – tilbagebetaling
SU-lånet kan du selvfølgelig betale af løbende, hvis nu du skulle være så heldig at vinde i lotto. Er det ikke tilfældet, skal du, når din uddannelse slutter lave en afbetalingsplan. Tilbagebetalingen skal senest begynde 1. januar et år efter udgangen af det år, som du har færdiggjort din uddannelse i. Det betyder altså, at hvis du bliver færdig d. 30. juni 2023, skal du begynde at betale lånet tilbage d. 1. januar 2025. Lidt kringlet, we know, men det er for at sikre, at du som nyuddannet gerne skulle have fået landet dig dit drømmejob, og dermed har indkomsten til at betale dit studielån af igen. Du vil automatisk få besked et par måneder før, at din betalingspligt starter.
Hvis du stadig synes, at det er lidt svært at finde ud af hele SU-låne-labyrinten, kan du læse mere her, hvor du også kan finde eksempler på låneplaner, og dermed kan danne et overblik over renter og tilbagebetalingsplaner.