
Livet som indsats behøvede publikum heldigvis ikke at have til MB-revyen i år. I stedet lagde aftenen op til sjov og ballade for alle, som fik forvildet sig ind til revyen – enten planlagt eller ej.
Dette års revy bød sig på en god blanding fra mayo-elskende rap til kampen om, hvilket speciale der er bedst. Der blev stukket til politikere som Jakob Elleman-Jensen, som kunne få et honninghjerte i forbindelse med sin sygemelding, en velset cadeau til sygeplejerskens tak for deres hårde arbejde under corona. Desuden en kærlig hilsen til de elskede psykologi-studerende, som “sniger” sig med til Epstein-festerne, og som dagen derpå ikke lige er, hvad man regnede med på sin date.
”Med Livet Som Indsats” formåede at gøre revyen sjov for andre end medicinstuderende. Jeg kan forestille mig, at var man blevet hevet med ind af sin kæreste eller roomie, ville man have det lige så sjovt som alle medicin-og biomekanikstuderende. Ikke for at skræmme de kære studerende væk – der var stadig god tid til indforståede jokes, som den skræmmende radiolog, der i en kamp om det bedste speciale, fik kravlet sig op fra kælderen, og den fortrinlige joke om det fornyelig fundne spot for homofobi i endetarmen, som en butt-plug kunne behjælpe.
Sjovest blev det da den stereotypiske bibliotekar startede ud med: ”Jeg ved ikke helt, hvad man skal sige,” gemt omme bag sit kaffekrus og sine store runde briller, ”under sex.”
Og jeg var ikke ene positivt overrasket over denne vending i skitsen. Sammen med resten af salen skraldgrinede jeg mig igennem bibliotekarens fortælling om både hendes akavethed under sex, men så sandelig også hendes partner, der viste sig at være endnu mere håbløs. End ikke ligelig fordeling under sex til skiftevis at lyde som et par tennisspillere kunne løse problemet.
Trods, at skitserne til tider bar en vis tilfældighed over sig, var humoren ikke til at tage fejl af, og der var dejligt gensyn med revyhederne og det børneelskede program Anne og Lotte – trods Georg havde en vis fremmedhadende adfærd over for Inger Støjberg.
Produktionen var som altid af høj kvalitet. Holdet bag årets revy skinnede igennem af talenter, og som publikum kunne man ikke andet end at forlade forestillingen med et smil på læberne og ømme latter-muskler.
Jeg glæder mig allerede til næste års forestilling.