Det, Kim Brøsen hader allermest, er at rette eksamensopgaver – det er bare kedeligt. Læs her om, hvorfor redaktøren af ”Basal og Klinisk farmakologi” blev klinisk farmakolog – og om hvad han mener om farmakologiundervisningen på SDU i dag.
Hvorfor specialiserede du dig på netop dette felt?
Det var en tilfældighed. Jeg kommer oprindeligt fra København, og jeg er kandidat fra Københavns Universitet i 1981. Dengang var der stor arbejdsløshed blandt læger, så da jeg fik tilbudt turnus i Fredericia, tøvede jeg ikke et øjeblik med at sige ja.
Retrospektivt må jeg sige, at det er en af de bedste beslutninger, jeg har taget i mit liv!
I løbet af de første måneder gik det op for mig, at forskning var vejen frem, hvis man ville lave karriere. Og det var så i første omgang nøden og ikke lysten til at forske, der fik mig til at undersøge, hvad der var af muligheder ved dét, der dengang hed Odense Universitet. Jeg kontaktede derfor professor Lars F. Gram, som var den første professor i klinisk farmakologi i Odense.
Vi mødtes første gang i august 1981 på Lars’ kontor, (der hvor fysiologernes sekretariat nu ligger,) og efter en times snak var jeg solgt til stanglakrids. Jeg var helt overbevist om, at jeg ville være klinisk farmakolog med hovedvægt på forskning, og jeg gik straks i gang. I begyndelsen forskede jeg ved siden af mit kliniske arbejde, men fra 1985 har jeg været professionel fuldtids klinisk farmakolog.
Overvejede du andre specialer?
Ja, det gjorde jeg. Klinisk farmakologi var dengang ikke et speciale, så jeg var nødt til at overveje, hvad jeg ville foretage mig, hvis det ikke lykkedes. Desuden skulle jeg bruge et par år til at vænne mig til tanken om en karriere som læge, der ikke indebar direkte kontakt med patienter. Jeg tænkte på intern medicin, anæstesiologi og psykiatri.
Nævn tre fordele ved dit speciale?
a) Jeg er utroligt glad for at være forsker, og jeg holder især meget af, at jeg selv kan disponere over min tid. Jeg var også glad for at være kliniker i de fire år, det varede, men det kan ikke nægtes, at man står til rådighed, når patienterne har brug for en og ikke omvendt.
b) Fysiologi var i studietiden mit yndlingsfag, men jeg overvejede aldrig at blive fysiolog, det var for verdensfjernt for mig. Som farmakolog er jeg dybt fascineret af, at man kan påvirke fysiologiske processer med lægemidler, og at man livslangt bevarer kontakten med stort set alt det, man har lært både i de basale og i de kliniske fag.
c) Lægemiddelområdet er utroligt vidtfavnende, vi har det hele: biomedicin, klinik, samfund, økonomi, jura, etik, forretning, globalisering, you name it… Jeg synes, det er en meget stor og betydningsfuld lægefaglig opgave at arbejde for den rationelle, sikre og økonomisk ansvarlige anvendelse af lægemidler
Nævn tre ulemper ved dit speciale?
Egentligt er der ikke ulemper. Jo, det er et konstant pres at skulle præstere. Blive ved med at overgå sig selv, skaffe penge, plads og folk. Ikke mindst det sidste! Og skal jeg være helt ærlig? Jeg kan ikke fordrage at rette eksamensopgaver, men det skal jo gøres, og det skal gøres ordentligt. Det tager bare så lang tid, og det er så kedeligt…
Ville du specialisere dig i noget andet i dag, hvis du havde muligheden?
Nej
Hvordan ser fremtiden ud for dit speciale mht. rekruttering, udvikling og forskningsmuligheder?
Ordination af lægemidler er langt den vigtigste form for klinisk intervention, og samtidig den hyppigste årsag til iatrogene sygdomme. Hver tiende indlæggelse på medicinske afdelinger skyldes lægemidler, ligesom lægemidler er involveret i hver anden utilsigtede hændelse på sygehusene.
Lægers manglende viden omkring lægemidler, samt manglende interesse og omhu for ordination, fører til over- og underdosering, fejlmedicinering og unødvendige bivirkninger og interaktioner.
Som det vil være læserne af Sund & Hed bekendt, er jeg ikke nogen stor beundrer af den placering, som farmakologi har fået på kandidatdelen af den studieordning for medicin, der trådte i kraft i 2001. Det vil jeg fortsat kæmpe for at rette op på, når vi skal i gang med at revidere kandidatuddannelsen om forhåbentligt ikke så længe.
Fokus har i mange år været på de stigende udgifter til lægemidler, men der er en stigende erkendelse af, at der ikke kan spares nævneværdigt inden for dette område, uden at det går ud over kvaliteten i patientbehandlingen. Klinisk farmakologi og det beslægtede farmaceutiske fag, klinisk farmaci, går en stor fremtid i møde, hvis fagene griber de muligheder, der ligger i ønsket om bedre kvalitet inden for anvendelse af lægemidler. Forskningsmulighederne er nærmest ubegrænsede. Om vi kan rekruttere yngre folk er i høj grad op til os selv. Hvis vi kan skabe nogle gode uddannelsessteder, gode forskningsmiljøer og vise nogle karriereveje, så skal det nok gå!
Hvorfor skal unge læger vælge dit speciale?
En del af svaret har jeg allerede givet. Fordi lægemiddelområdet er vanvittigt spændende! For en veluddannet og forskningsmæssigt meriteret klinisk farmakolog er karrieremulighederne nærmest ubegrænsede. Man kan vælge at gå forskervejen, man kan også få arbejde i sundhedsvæsenet, i Lægemiddelstyrelsen eller i den private lægemiddelindustri. Man kan blive i Danmark eller man kan rejse til udlandet. Alle nærmest skriger på kliniske farmakologer!
