- Reklame -


Prof. overlæge dr. med. i mave-tarm-kirurgi: Niels Qvist er en mand, der er imod unødig bureaukrati og store ord. Men selvom systemet er tungt, så elsker han sit arbejde – og ”dr.”, ”overlæge” og alt det andet er jo bare ord:

Min mor er gladest for titlerne

“Jeg blev mave-tarm-kirurg, fordi jeg ikke kunne blive andet!” siger Niels og skraldgriner.

Efter han blev færdig som kandidat i 1977, fik Niels kun nogle enkelte korte vikariater på Hobro sygehus, da man dengang ikke var garanteret turnus. “Ja, på den måde hutlede jeg mig lidt igennem,” siger Niels og griner igen. Det var næsten umuligt at få job som færdig læge, og Niels havde praktisk talt det ene ben i Tyskland, da han fik en ansættelse i Danmark.

Den første faste stilling blev på anæstesiologisk afdeling i halvandet år, men da Niels søgte uddannelsesstilling inden for faget, fik han afslag. Han havde ikke skrevet tilstrækkeligt med artikler.

Men det tog ikke modet fra Niels, og inden længe søgte han en stilling på gynækologisk afdeling i Viborg. Den stilling havde han i to år, før han søgte uddannelsesstilling inden for faget. Igen fik han afslag, også denne gang på grund af manglende artikler.

“Dengang blev man i høj grad ansat på sin videnskabelige baggrund. Det var fuldstændig ligegyldigt, om man var en dygtig kommunikator eller var god til at undervise,” fortæller Niels.

Alle gode gange tre

Så gik Niels tilbage til kirurgien og prøvede at arbejde inden for ortopædkirurgi, urologi og mave-tarm-kirurgi. Han søgte en uddannelsesstilling inden for mave-tarm-kirurgi, og det viste sig, at tredje gang var lykkens gang. Otte år efter embedseksamen i medicin, kunne Niels påbegynde sin speciallægeuddannelse, og det efter ansættelse på stort set alle hospitaler vest for Storebælt i mange vidt forskellige specialer.

Men det er Niels slet ikke utilfreds med – snarere tværtimod: “Jeg er lykkelig for alle de specialer, jeg har haft mulighed for at prøve. Den dag i dag bruger jeg de færdigheder, jeg lærte på fx gynækologisk og anæstesiologisk afdeling,” fortæller Niels. “Jeg kan intubere, tage imod et barn, eller lægge et kateter. Generelt er jeg bedre udrustet som læge, end hvis jeg “bare” havde været kirurg, og jeg har også nemt ved at samarbejde med de andre specialer.”

4-års-reglen er tåbelig

Direkte adspurgt ville Niels ikke vælge et andet speciale i dag. Men som han forklarer, var alle de specialer, han prøvede, spændende, og han er sikker på, at han ville være blevet lige så tilfreds som gynækolog eller anæstesiolog.

Muligheden for at afprøve forskellige specialer er desværre noget nær umuligt med den nye 4-års-regel; og Niels er da også stor modstander af denne: “Fireårsreglen er helt tåbelig. Den lægger et stort pres på de yngre læger, som i sidste ende bliver ringere til deres arbejde, fordi de ikke har tid til at lære at være læger før de skal søge en speciallægeuddannelse,” mener han. Niels fortæller også, at han i oktober var til konference med FADL på Christiansborg, hvor flere prominente læger talte imod reglen.

Patientkontakt og prestige

Selv om Niels har prøvet lidt af det hele, lægger han ikke skjul på, at mave-tarm-kirurgien er noget specielt:

“Patientkontakten er spændende inden for mave-tarm-kirurgien, idet man får en tæt tilknytning til patienterne. Mange har kroniske lidelser, og man følger dem måske hele livet igennem,” siger Niels. “Jeg er også glad for det håndværksmæssige element i specialet og den udfordring, det giver. Og jeg synes, at nyudviklingen og forskningen er meget spændende og udfordrende.” Desværre er det vanskelligt at skaffe penge og bevillinger til at forske i mave-tarm-kirurgi, og det leder os direkte over i de negative aspekter ved specialet.

“Det er et problem, at der ikke er så meget prestige i specialet. Vi skal kæmpe for stort set hvert minut i operationsstuerne, og vi får ikke så mange penge til forskning i forhold til mere “fine” og populære specialer,” påpeger Niels. Han nævner også, at der ofte kan forekomme nogle hårde vagter, hvis der kommer mange akutte tilfælde ind. Det er hårdt både psykisk og fysisk, specielt hvis man har med meget syge, måske døende, patienter at gøre

Hvad skal vi med administration?

Generelt mener Niels dog, at det værste i hans hverdag er det administrative system.

“Det allerværste er, at vi skal have så meget administration og kontrol. Der er så mange skemaer at udfylde, og de fleste er unødvendige. Hvis jeg går sur hjem en dag, er det på grund af systemet og ikke patienterne.”

Administration er virkelig et emne, der kan få Niels op af stolen. Han mener, at der som læge først og fremmest skal være tid til patientkontakt, og at de administrative forpligtelser burde nedprioriteres.

“Vi skal som læger være mere synlige og sætte flere ting igennem over for det administrative personale,” mener Niels.

Fremtid, forskning og rekruttering

Med hensyn til klinisk forskning mener Niels, at den vil øges i fremtiden. “Jeg tror, at der bliver mere og bedre kvalificeret forskning. Men det bliver en kamp at få midlerne,” siger Niels. Som han forklarer, er det ofte nemmere at få tilskud til forskning i mere basale fag, mens mave-tarm-kirurgerne må kæmpe for pengene.

“Men det bliver bedre,” mener Niels. “Der er også kommet flere studerende til, der har lyst til at forske inden for mave-tarm-kirurgien.”

Med hensyn til rekruttering fortæller Niels, at specialet søges af en del læger – og at de nu kan fylde alle pladserne op på speciallægeuddannelsen. I modsætning til ortopædkirurgien er mave-tarm-kirurgien ikke udelukkende et mandefag, idet der også er mange kvinder, der søger specialet.

Fremtiden for mave-tarm-kirurgi, mener Niels, ligger inden for minimalt invasive procedurer, for eksempel laparaskopier, endoskopiske procedurer og stentbehandling, men der vil også være plads til den almindelige åbne kirurgi.

Afslutningsvis vil Niels anbefale specialet til de yngre læger: “Der er en rigtig god patientkontakt, og man får mulighed for at se nogle spændende patientgrupper, blandt andet de kroniske patienter,” fortæller han. “Kroniske patienter er jo ikke ekspeditionssager. Man får meget ud af patientkontakten: både ideerne til nye behandlinger og en personlig dygtiggørelse som læge.”

Af Louise Bjørkholt Andersen, Sund & Hed

Vi er altid glade for at høre vores læseres mening. Du kan skrive din kommentar herunder.