- Reklame -

Alternativ behandling lever i bedste velgående. På Sund & Hed har vi valgt at sætte fokus på de nye alternative toner med en ny serie: »Den alternative klumme«. Klummen vil informativt og nøgternt tage emner op fra den alternative verden, så du nemt og komprimeret kan få et indblik i – og overblik over – alternative metoder, der bruges i Danmark.

Daniel Nicolaj Larsen
Fys.stud.

Tankefeltterapi blev grundlagt af den amerikanske psykolog, Roger Callahan. Han fungerede som traditionel psykolog, men følte sig ikke tilfreds med de resultater hans profession leverede.

Det var meget få patienter, der konkret fik det bedre, og udsigten til årelang og dyr psykoterapi var ikke særligt opmuntrende hverken for ham eller patienterne.

Roger Callahan

  • Ph.d. i klinisk psykologi
  • Har arbejdet som professor og leder af Psychological Services and Reaserch på Eastern Michigan University
  • Startede efterfølgende egen praksis, har haft klinikker i Detroit, New York, Los Angeles, Indian Wells og La Quinta i Californien
  • Har fungeret som formand for American Academy of Psychologists in Marital and Family Therapy
  • En af pioneerne indenfor kognitiv terapi og klinisk hypnoterapi

Eksperiment ledte til opdagelsen af Tankefeltterapi
Opdagelsen af, hvad senere blev kaldt Tanke Felt Terapi (TFT), skete tilfældigt.

I 1980 havde Roger Callahan i et års tid haft en  kvindelig patient, i slutningen af 30’erne. Siden barndommen havde hun lidt af voldsom vandskræk, i en sådan grad at hun var hæmmet i sit liv. Når hun tog bad, var det kortvarigt og meget stressende. Hun var rædselsslagen, hver gang det regnede og havde mareridt omkring havet »der slugte hende«.

En dag ville han lave et eksperiment med hende. Han tog hende med hjem og ville lave nogle forsøg nær hans swimming pool. Det gik ikke så godt. På et tidspunkt fortalte hun, at hun mærkede voldsomt ubehag i maven.

Roger vidste fra nogle studier af Traditionel Kinesisk Medicin, at starten af mavemeridianen ligger lige under øjet.

I et forsøg på »bare at gøre et eller andet« bad han hende om at banke sig selv blidt under øjet for at stimulere mavemeridianen. Efter få minutter sagde hun:
»Det er væk, min skræk er væk,« hvilket han havde svært ved at tro på.

Virkningen holdt
De lavede nogle tests, blandt andet stod hun tæt på poolen, hvilket overraskende ikke fremkaldte nogen angst.

Senere samme aften foretog hun den sværeste test af alle, hun tog ud til havet, som havde spillet en stor rolle i hendes mareridt. Hun gik ud i vandet, uden nogen form for ubehag. Han snakkede med hende cirka 20 år efter behandlingen, og vandskrækken havde været permanent forsvundet.
Teorien bag Tankefeltterapi
Teorien siger, at størstedelen af psykiske ubehag, og nogle fysiske ubehag, kommer af et følelsesmæssigt traume. Ligesom stress også sætter sig i kroppen. Et traume kunne være at miste ens arbejde, tabet af et kæledyr eller at dumpe til en vigtig eksamen. Hvilke situationer, der giver traumer, er meget forskelligt, da menneskers psyke er meget individuel.

Et traume defineres som en ubehagelig oplevelse, der fæstner sig inden i én, og man får en ubehagelig følelse, hver gang der tænkes på det.

At bearbejde følelser
Normalt når vi oplever noget ubehageligt, bearbejder vi det naturligt, for eksempel ved at græde eller at få snakket om det, hvorefter ubehaget ikke længere mærkes, heller ikke når man tænker på det.

TFT/EFT er godkendt som en evidensbaseret metode i USA.
Der er publiceret videnskabelige artikler om de positive resultater af metoden. Forskning er udført i 7 lande af mere end 50 forskere. Der er publiceret artikler i forskellige fagtidskrifter – bl.a. Journal of Clinical Psychology og APA journals of Psychotherapy: Theory, Research, Practice, Training and Review of General Psychology.Læs mere på www.tankefeltterapi.info

Det, TFT siger, der sker, når noget fæstner sig i én, er, at der kommer en ubalance i kroppens energisystem, meridianerne. Meridianerne er de energibaner, som blandt andet akupunktører og zoneterapeuter arbejder med. Meridianbanerne har en masse punkter, der skiftevis er plus minus.

Ved en ubalance kommer energien mellem punkterne til at være for eksempel minus minus eller plus plus. Ligesom i en lommelygte. Hvis polerne ikke er korrekte, lyser lygten ikke. Fremover vil følelsen stadig kunne mærkes og blive reaktiveret, når man kommer i en situation, der trigger det specifikke ubehag. Ved at lede patienten helt ind til følelsen eller ubehaget og stimulere meridianerne, vil ubehaget, ifølge TFT, fortage sig.

Hvordan bruges det, kort fortalt
Først findes frem til et konkret problem, typisk ved samtale. For eksempel fobi for edderkopper. Dernæst vurderes ubehaget fra 0-10, hvor 0 er intet ubehag og 10 er maksimalt.

Når terapisituationen går i gang, begynder terapeuten at banke let på udvalgte meridianpunkter, samtidigt med at terapeuten ved hjælp af konkrete spørgeteknikker leder patienten helt ind i ubehaget, i en sådan grad at angsten mærkes fuldt ud i kroppen.

Imens banker terapeuten på meridianpunkterne og bliver ved med at banke, til patienten vurderer, at ubehaget er kommet ned på 0-1. Det er vigtigt, at patienten er i ubehaget hele tiden, imens der bankes og ikke begynder at tænke på alt muligt andet.

Nogle ubehag kan være omfattende og have flere traumer tilknyttet og derved også have brug for flere terapi sessioner. I eksemplet med edderkopper kunne det ud over en generel angst for edderkopper være en voldsom angst for at vågne med en edderkop kravlende på panden. I sådan en situation ville man arbejde på alt ubehag relateret til edderkopper.

Ved en vellykket session, hvor ubehaget er kommet ned på 0-1, vender ubehaget oftest aldrig tilbage. Nogle vil i en kortere eller længere periode efter at have fået forløst et traume være trætte og have brug for at hvile sig mere end de normalt har brug for.

Hvad bruges det til
TFT siges at kunne bruges til mange ting. Af psykiske lidelser nævnes depression, afhængighed, fobier, forskellige former for angst som eksamensangst til angst for højder, tvangstanker, vrede, traumer, PTSD, skyldfølelser, skamfølelser, stress, ADHD.

TFT siges også at kunne bruges til fysiske problematikker som smerter såsom hovedpine, lokalsmerter som ryg-, nakke- og knæsmerter samt forhøjet blodtryk, men også mere alvorlige lidelser. Undersøgelser har vist, at man efter behandlinger med TFT har kunnet påvise en positiv virkning på hjerterytme variationen.

7 KOMMENTARER

  1. Hvor er det objektive i den her artikel? Metoden og resultaterne baseres udelukkende på subjektive vurderinger. Findes der opgørelser over, hvor mange, der har nytte af TFT? Hvad prisen for “behandling er”? Og skal medicinske debatter bevæge sig ned på politisk niveau ved at diskutere enkeltsager/-tilfælde?

    • Morten, jeg tror det objektive ligger i, at hele konceptet med klummen er, at danske læger lider af en mangel på viden, omkring netop disse mange forskellige terapiformer, som anvendes i Danmark. Klummens hovedformål er derfor blot, at oplyse om de terapiformer, der eksisterer, så læserne kan få et lille, hurtigt indblik i, hvad der bruges i Danmark. Denne enkeltsag du påtaler, har jo NETOP ikke ærinde i artiklen, som en enkeltsag. Det der beskrives er hvorledes terapiformen opstod, og da det var sådan den opstod, kan man vel dårligt forklare det anderledes. Du kan også være vis på, at der er lavet så meget research på emnet, som det var muligt. Man kan mene præcis, hvad man vil om denne terapiform. – At den virker åndssvag, udokumenteret osv. Men subjektiv kan artiklen aldrig blive, idet den blot informerer om, hvordan TFT defineres. Og hvis målet er, at give en information, om hvad nogle danske patienter benytter sig af, og ofte vil tale om til lægekonsultationen – er det mest neutrale vel også at fremlægge den viden, der er på området. Venlig hilsen en anden skribent på Sund & Hed

      • @Lizandra: det er sjovt du bruger ordet viden. Viden er ikke noget der bare opstår bare fordi et firma – for det er hvad folkene bag tankefeltsterapi er – markedsføre deres teknik. Ville du stole på det her hvis Novo Nordisk kom og fortalte dig at du kunne helbrede diabetes sådan her? Nej, du ville selvfølgelig forlange bevis – viden – for at deres behandling virkede. Af mystiske årsager forsvinder denne kritiske sans dog for mange, øjeblikket der står “alternativt” på løbesedlen.

        Jeg har faktisk undersøgt hvad dette går ud på – det er dybt skræmmende, og fantastisk uetisk. Det er simpelthen ikke et argument, at det er vigtigt at vi læser dette reklame-indslag, blot fordi du tror der er patienter der bruge det her. Hvor ved du det fra, om jeg må spørge? Gi’ mig nogle tal, eller lad vær med at udtale dig om ting du ikke ved er rigtige eller ej.

  2. Tal beder du om: Der er en vældig masse udenlandske, videnskabelige artikler og forskning, som du selv kan tygge dig igennem på: http://www.eftuniverse.com/index.php?option=com_content&view=article&id=18&Itemid=21#clinical
    Der findes ikke dansk foretaget forskning. Der findes klienthistorier på tankefeltterapi.info fra 1667 mennesker, fra alle egne af Danmark, der har anvendt tankefeltterapi. Og hvad vi ved af, ca. 100 udøvende tanketerapeuter i Danmark. Formodentlig noget flere. Vi har bare ikke tjekket alle.

    Men jeg tror du har misforstået denne klummes formål. Det består netop ikke i at validere terapiformer – så langt fra. Formålet er at oplyse om alternative terapiformer, der eksisterer.
    I et reklame-indslag lægger der i det, at man prøver at overbevise nogen om noget. Og da dette er af informativ karakter, er det ikke tilfældet her. Målet er at informere, og dette gøres udfra en efterspørgsel blandt lægestuderende og læger, om øget kendskab til alternative behandlingsmetoder. – Selv på Google kan du finde undersøgelser, om denne efterspørgsel på få sekunder, eller læse artiklen med foreningen MIKAM, her i Sund & Hed. (Den observante læser vil skønne, at du ikke lader til, at være en af dem, der efterspørger kendskab om alternative behandlingsformer) 😉

    Men er da super spændende, at du også selv har undersøgt sagen 🙂 Hvad er det præcis, du har fundet ud af, som er skræmmende og dybt uetisk? Hvor finder jeg denne dokumentation? Eller hvad du nu har fundet? Jeg er oprigtigt nysgerrig.

  3. Tak for linket. Der er ingen af “artiklerne” på siden der er udgivet i peer-reviewed journals, ja faktisk kunne jeg ikke finde en eneste af dem på pubmed. Det du har linket til, er en reklame side. Artiklerne er ikke ægte. Faktisk findes der overhovedet ikke noget anerkendt forskning der understøtter tankefeltsterapi. Det uetiske her burde være klart for enhver sundhedsfaglig – det er simpelthen ikke fair at udsætte patienter for behandling, blot fordi et firma gerne vil tjene penge.

    Dernæst det redaktionelle: det er helt iorden at man gerne vil oplyse om en alternativ behandling i Sund og Hed. Der er mange ting man kunne tage fat på – akupunktur i det offentlige fx. Den er jeg helt med på. Men i artiklen her, står der en række usandheder, bla. at der er evidens for at denne behandling virker og at den er godkendt i USA – det er simpelthen ikke rigtig. Det er reklame for et firma som gerne vil tjene penge, og derfor udgiver de en frygtlig masse bullshit under dække af at være videnskabeligt. De lyver, og du falder desværre for det. Men hvorfor skal Sund og Hed markedsføre det? Hvis man gerne vil føre en diskussion og oplyse om noget nyt, behøver man ikke falde ned på det niveau som de sider du linker til her foregår på. I artiklen burde der stå klart at behandlingen udføres på en måde der intet biologisk belæg har og dernæst, at alle de videnskabelige artikler forfatteren selvfølgelig har kigget efter, har vist at der intet evidens er for at disse behandlinger virker. Det ville han vide, hvis han har sat sig ned og brugt 5 min på pubmed om dette emne. Men istedet har man blindt taget en reklame side for gode vare. Det er dybt problematisk.

    Jeg vil ikke have skudt i skoene at jeg ikke er interesseret i at vide mere om alternative behandlinger. Det vil jeg gerne, men ikke på det løgn-agtige grundland som disse firmaer opererer under – vi kan sagtens diskutere og oplyses uden samtidig at blive talt ned til.

    Mike

  4. Jeg er ked af, du har denne oplevelse med klummen. Diskussionen har også bevæget sig noget væk, fra det du oprindeligt søgte svar på, som jeg læser det – at du var i tvivl, om det bliver anvendt af danskerne. Og det gør det jo. Som jeg tidligere nævnte, er tanken bag klummen ikke at bedømme og validere. Opgaven er at fortælle om hvilke terapiformer, der bliver brugt. Derfor har vi skønnet at også TFT var relevant. Akupunktur, som du nævnte er også en af dem, der står på listen, for det er også anvendt i Danmark. Vh. Lizandra

Vi er altid glade for at høre vores læseres mening. Du kan skrive din kommentar herunder.