Hjælp, jeg skal til OSCE-eksamen

1: Pensum
Den største faglige frustration ved OSCE-eksamen er uden tvivl, at pensum ikke har nogle begrænsninger.
Jeg erindrer meget klart, at Jørgen Lange, en af vores retsmedicinske undervisere, til en  opsummeringsforelæsning sagde:
»Ja, nu kan vi jo stille spørgsmål i alt det, vi har gennemgået – og så kan vi også stille spørgsmål i alt det, vi ikke har gennemgået, for vi har ikke noget pensum.«
Med tre uger til den første eksamensdag bredte der sig et dybt suk gennem alle i auditoriet, for vi havde nok om ørerne, og hvis vi også skulle til at terpe retsmedicin-bogen…

Råd: Opgiv på forhånd at gå helt ned i detaljerne. Koncentrer dig om ugekurserne og gennemgå cases igen og igen. Dog er det ikke helt sandt, at detaljer ikke betyder noget til OSCE-eksamen – specielt til den skriftlige eksamen var jeg ganske chokeret over detaljeringsniveauet.
Min pointe er: Man kan godt bestå og endda klare sig rimeligt, hvis man har styr på de store linjer. Kan man svare på de små spørgsmål er det fint, men ikke en nødvendighed.

2: Basisbog eller medicinsk kompendium?
Kan man nå at læse op efter kompendiet?
Mange siger nej, jeg siger ja.
Det kommer i høj grad an på ens udgangspunkt og ikke mindst i hvor høj grad, man har tænkt sig at deltage i undervisningen. Jeg foretrak kompendiet, da jeg simpelthen havde glemt for meget til at kunne nøjes med basisbogen.

Råd: Vælg din bog inden for de første to uger og følg den derefter uden at tænke på, om det nu også var det rigtige valg.

3: Kommunikation
Mange vil hævde, at kommunikation til en eksamen er meget vigtig.
Til OSCE-eksamen kan man få 5 kommunikationspoint ud af cirka 20 samlede point ved en stand.
Men man består altså ikke kun ved at kunne tale med folk og virke empatisk.

Råd: Husk, at noget af det mest grundlæggende ved kommunikation er at sige goddag og farvel til patienten. Samtidig er det uhyre vigtigt aldrig at efterlade en patient, uden at denne ved, hvad din plan er, og hvad der nu skal ske.
Husk også at hilse på både eksaminator, censor og eventuelt skuespiller, når du træder ind i rummet til den næste stand.

4: Nervøsitet
OSCE-eksamen er et helvede for de nervøse og usikre typer.
Mange kan uden problemer håndtere en sprællevende patient på et sygehus, men bryder sammen under nervøsitetens åg, når han/hun skal undersøge en dukke i to-tre andres bedømmende nærvær.

Råd: Husk på, at alle ved, at du er hamrende nervøs.
OSCE-eksamen foregår i rolige rammer, og det var mit klare indtryk, at de fleste omkring eksamenen gør en stor indsats for, at man skal føle sig mindre nervøs.
Og vigtigst af alt: Det er kun en eksamen.

5: Prøve-OSCE:
Jeg havde en meget dårlig oplevelse ved den såkaldte OSCE-prøve-eksamen, der ligger en måneds tid før den endelige embedseksamen, og som skal give de studerende en chance for at snuse til eksamensformen.
Efter den uheldige oplevelse, hvor min præstation blev flået i småstykker og kommenteret til døde, cyklede jeg direkte hjem og tudbrølede i cirka én time i min kærestes arme.
I dagene, endsige ugerne, derefter følte jeg mig meget magtesløs og desorienteret, for under prøve-eksaminationen følte jeg mig egentlig ganske godt tilpas og mente bestemt, at min præstation ville blive godkendt. Men hvad nu? Det var nogle frygtelige uger, hvor min labile sindsstemning blev endnu mere udtalt.
Nu kan jeg se tilbage på en lykkeligt slutning, der overskygger prøve-OSCE-oplevelsen.

Råd: Lad dig ikke skræmme, hvis det går dig dårligt til prøve-OSCE-eksamenen, og tro heller ikke, at den hellige grav er velforvaret, hvis du klarer dig godt.

6: Må man tale med eksaminator eller censor ved de mundtlige stande?
Til info-OSCE-mødet, der som regel er placeret omkring halvanden måned før eksamenen, vil I formodentlig få oplyst, at eksaminator og censor står i henholdsvis det ene eller andet hjørne, mens I alle leger, at du er alene med patienten.
Det troede jeg på, da jeg gik ind til de første mundtlige stande – og her viste sandheden sig at være langt bedre.
I mit tilfælde blandede eksaminatorerne sig ved flere stande og spurgte ind til ting, jeg havde overset og glemt.
Der er således en vis interaktion, hvilket gør eksamenssituationen meget mere behagelig – man ved jo en masse, specielt hvis man bliver spurgt.
Mange OSCE-opgaver er delt stringent op i for eksempel fem minutters anamnese, tre minutters undersøgelse og derefter to minutter til diagnostiske overvejelser.
Min erfaring er, at har man glemt noget under anamnesen, kan man godt spørge om det, mens man undersøger patienten – for sådan er det jo i det virkelige liv.

Råd: Opfat ikke OSCE-situationen som alt for stringent. Spørg eksaminator undervejs, hvis der er noget, du er tvivl om. De fleste eksaminatorer er hjælpsomme og empatiske nok til at kunne sætte sig i din situation.

7: At gå i stå
Du sidder over for en patient, taler med patienten, men går pludselig i stå. Tankerne vrimler frem og vrider dine hjerneceller og resulterer i bundløs forvirring: Hvad skal jeg spørge om? Hvad skal jeg gøre? Hvad har jeg glemt?

Råd: Fald tilbage på FADL’s journalkoncept.
Selvom du ikke umiddelbart kan se en sammenhæng mellem den hovedpine, patienten præsenterer sig med og det diarre-spørgsmål, der findes i journalkonceptet, så kan det godt være, at eksaminator har set den.
Hvis du er helt på bar bund, kan du sige:
»Jeg kan ikke på nuværende tidspunkt sige, hvad du fejler, men jeg tror det og det.«
Tænk højt – og tænk så højt, at eksaminator og censor kan høre det.
Hvis der ikke er noget akut i casen, kan du også sige:
»Jeg ved ikke lige, hvad du fejler, men jeg vil prøve at finde ud af det og ringe til dig.«
Hvis du er alment praktiserende læge og står foran for eksempel et øje eller øre og er tvivl om, hvad du skal gøre, så kan du henvise og sige:
»Jeg ved ikke så meget om øjne, men jeg ved, hvor jeg kan finde en, der gør.«
Forlader du en stand, hvor du føler, at din præstation har været adskillige kilometer under lavmålet, så gælder det om at komme videre. Glem det i nuet, læg det bag dig – gå ind til en ny stand med frisk mod. Også selv om det er svært.

8: At bestå
Det er mit indtryk, at de fleste eksaminatorer og censorer synes, at OSCE-eksamen er fantastisk morsomt. De får en fridag fra det kliniske arbejde og får lov til at se en serie af stud.med.’er stege i ti minutter.
Men antallet af eksaminatorer og censorer svarer til antallet af meninger om, hvordan en OSCE-eksamen skal forløbe og ikke mindst, hvordan man skal vurdere en studerendes præstation.  Mange eksaminatorer går ikke så meget op i de specifikke point på den fine pointseddel – de bedømmer én overordnet: Vil jeg være kollega med hende/ham i morgen? Ja eller nej.
Man kan derfor godt bestå en stand uden at få over 50 procent af pointene og vice versa.
For at bestå eksamen samlet skal man have 50 procent af standende bestået og 50 procent af de samlede point.
Grænsetilfælde bliver diskuteret.

Råd: Der florerer jo en del eksamensopgaver, hvor man tit tænker: Tak skæbne, skal jeg virkelig spørge så specifikt ind til de enkelte ting.
Nej, ikke altid. Husk, at du tit bliver vurderet på din samlede præstation.

9: At dumpe  
Mange gange i løbet af de famøse ugekurser gentog underviserne denne sætning:
»Og I består jo alle sammen. I er så dygtige.«
En sådan påstand kan stadigvæk irritere mig, for det er noget vrøvl.
En eksamen er i sig selv et lotteri, og en eksamen med en struktur og regler, man knap kender til, er som to lotterier, hvor man skal vinde i begge for at klare det.
Hele semesteret rumsterede specielt én tanke i mit hoved: Hvis jeg nu dumper, hvis jeg nu dumper, hvis jeg nu dumper.
Og der er jo altid nogle, der dumper – af den ene eller anden årsag.
Jeg må være ærlig: OSCE-eksamen er ubetinget den værste eksamen at dumpe. Ganske vist er der reeksamen i august og februar, men man går glip af det store lægeløfte og festerne, for ikke at tale om, at man skal komme sig over det personlige nederlag.

Råd: Hvis du kender en, der dumper, eller måske selv er en af de få, er det vigtigt altid at tænke, at der kan ske værre ting her i livet.
For den, der er dumpet, er det altid en god ide at få sin opgave gennemgået af en medarbejder på fakultetet, hvilket som regel vil være studielederen, også selvom det er ekstra svært at se sine fejl i øjnene og tale en dårlig oplevelse igennem.
Prøv at overbevise dig selv om, at en dumpet eksamen lige så meget er en gave som et nederlag:
»Ok, du var uheldig, der er nogle ting, du lige skal have på plads. Det får du lidt ekstra tid til.«
Eller som min mor ville sige:
»Tag det som en oplevelse.«

10: Læsegruppe – ikke læsegruppe
Efter min mening er en de store farcer på medicinstudiet, at man skal have en læsemakker. Man skal helst finde sin makker på rusturen på 1. semester og holde sammen i tykt og tyndt i seks år. Forkert.
Man kan sagtens klare sig igennem studiet og også OSCE-eksamen alene.
Til gengæld må man altså forberede sig på, at netop OSCE-eksamenen og cases er bedst i grupper – specielt med hensyn til kommunikation. Selv havde jeg ustyrligt glæde af mine to læsemakkere, hvor vi læste hver dag fra klokken 8 til 16, og holdt fri i weekender og om aftenen.

Råd: Tag stilling til, hvordan du arbejder bedst. Lad dig ikke tvinge ind i en gruppe, bare fordi alle andre gør det.

11: Dårlig samvittighed
12. semester er det semester, hvor din dårlige samvittighed kommer til at plage dig allermest.
Når du er i byen, på familiebesøg, løber en tur – alt føles som tager det tid fra det, du egentlig burde beskæftige dig med. Altid mere, altid noget andet.

Råd: Det er en hård tid – og man er under et stort psykisk pres. Både fra sig selv, men også fra ens omgivelser, der har en tendens til at køre det hele op.
12. semester er kun en lille del af dit liv, forsøg at tænke positivt – og vigtigst: Tag dine pauser, og tag på forlænget weekend til Paris eller Barcelona. Det er nødvendigt.

12: Skriftlig eksamen
Alle, jeg har talt med, går ud med en dårlig fornemmelse efter den skriftlige eksamen. En af de i alt tre deleksamener i embedseksamenen, der som regel ligger inden de to mundtlige.
Som så mange andre skriftlige eksamener forekommer der også til OSCE-eksamenen formuleringsfejl i opgavesættene, og man bliver i tvivl: Har jeg nu skrevet for meget eller for lidt.
Den skriftlige eksamen er utvivlsomt den del af eksamenen, hvor der bliver stillet flest detalje-spørgsmål.

Råd: Fortvivl ikke, hvis du ikke kan svare på det hele. Tænk logisk, lad være med at slå patienten ihjel, vær ærlig, brug din intuition.
Cirka 20-25 procent dumper den skriftlige eksamen, mens kun cirka 4 procent dumper samlet.
Det var de råd, jeg har valgt at hive frem.
Jeg tror på, at mange kan eller vil komme til at nikke genkendende til de tanker og situationer, jeg har beskrevet. Og når eksamensdagene oprinder, og I med mørke rande under de tunge øjne får hevet jer af sted på cyklen, så husk, at det bare er få dage i et langt liv: Tag en opgave ad gangen, en dag ad gangen.
Jeg sidder nu som læge på et fjernt, jysk sygehus – sådan som det store basislæge-lotteri og skæbnen ville det. Selvom jeg har haft vikariater som studerende, er følelsen af faktisk at være læge både herlig og skræmmende.
Det er en anderledes følelse, og ansvaret er i de første måneder tyngende – specielt fordi folk tror, at man kan en masse, som man ikke kan.

Men når I består OSCE-eksamen, så nyd tiden, inden I begynder i klinisk basisuddannelse eller i vikariat – efter alt er nattevagter altså ikke særligt spændende.

OSCE-eksamenen har afsluttet 12. semester og medicinstudiet siden 2005.
Den har ændret sig både i form og varighed igennem årene, men den består nu af en skriftlig del og en mundtlig del.
Den skriftlige del forløber over en dag, og den mundtlige som regel over to dage – det er altså ikke en blandet skriftligt og mundtlig eksamen, som ved mor/barn OSCE-eksamen.
En mundtlig stand består af ti minutter. Derefter er der to minutter inden næste stand og derefter en ny stand på ti minutter.

Den skriftlige eksamen består af 9 stande og den mundtlige af cirka 20 stande. Man skal ikke bestå den mundtlige og skriftlige hver for sig, men bestå samlet.
Ved den skriftlige eksamen har man 15 minutter per opgave med to minutter imellem hver, men man holder selv styr på pauser, så man har lidt over to timer til de 9 opgaver – dem kan man fordele, som man vil, idet man får alle opgaverne udleveret samlet ved eksamensstart.
Klokken lyder dog efter hvert 15. minut.
Til slut har man 15 minutter til at kigge alle opgaverne igennem.

De mundtlige stande forløber med en censor eller eksaminator, samt en skuespiller eller en dukke. Her får man lov til at læse opgaven igennem, når klokken ringer, og selv gå i gang, når man vil.
Der står anført på opgaven, hvor lang tid, man skal bruge på de forskellige dele: for eksempel anamnese fem minutter, undersøgelse fem minutter. Det foregår dog ikke altid så stringent.
Hver mundtlig eller skriftlig stand giver cirka 20 point.
Udover selve pointgivningen skal eksaminator eller censor tage stilling til, om man er: bestået, ikke er bestået, eller om man er et grænsetilfælde.

Man kan godt bestå en stand uden at have 50 procent af pointene, men for at bestå eksamenen til slut, skal man have over 50 procent af det samlede antal point samt have bestået over 50 procent af standene.

Af: Anne Marie Jelsig, Cand.med.,  tidl. chefredaktør, Sund & Hed