- Reklame -

I 2010 gik flere undergrupper i den sundhedsorienterede studenterforening IMCC sammen om at arrangere et velgørenhedsløb i Odense. Formålet var at sætte fokus på sundhed i Danmark og samtidig rejse penge til støtte for sundhed i et udviklingsland. Løbet blev en stor succes, med 317 glade deltagere og næsten 47.000 kroner i overskud. Siden da er Ulandsløbet blevet et selvstændigt projekt i IMCC, hvor studerende fra forskellige studier og semestre hvert år arrangerer et motionsløb med et velgørende formål her i Odense.

Ulandsløbet 2012

På vegne af arrangørerne, Josefine Britze
josefine.ulandslobet@gmail.com

Ulandsløbet er et motionsløb, som består af en 5- og en 10 kilometers rute i de skønne omgivelser omkring Campus ved Syddansk Universitet i Odense. Deltagelse koster kun 120 kroner samt gebyr hvis man tilmelder sig inden løbsdagen, og 150 kroner ved tilmelding på selve løbsdagen. Projektgruppen bag Ulandsløbet arbejder for at få samtlige udgifter sponsoreret, så deltagergebyret kan gå ubeskåret til et velgørende og sundhedsfremmende formål i et udviklingsland.

Ulandsløb 2012
Gør noget godt for Togos befolkning: løb for livet til Ulandsløbet 2012.

Sidste år
Sidste år blev Ulandsløbet en stor succes og vi nåede målet om at rejse 50.000 kroner, takket være over 450 glade løbere, en masse søde frivillige og vores fantastiske sponsorer. Overskuddet gik til IMCC-projektet IMCC Masangas nye out-reach program i Sierra Leone. Programmets formål er at sikre, at gravide og børn i landets lokal- og yderområder kan screenes for komplikationer og behandles ved behov.

For de 50.000 kroner kunne IMCC Masanga køre outreach til sundhedsklinikkerne i ét fuldt år. Dette betyder, at programmet har kunnet køre på 12 klinikker, og at samtlige patienter på klinikkerne, såvel som det øgede antal patienter, det forventes outreach’en vil resultere i, har kunnet komme i behandling. Du kan læse mere om IMCC Masanga og Ulandsløbet på www.ulandsloebet.dk

I år håber vi at kunne overgå succesen fra 2011.

Kontrakt med Røde Kors
Det er vigtigt, at de penge, der rejses ved Ulandsløbet, bliver brugt så det gør en forskel på sigt. Derfor har vi i år skrevet kontrakt med Røde Kors for at sikre, at det projekt vi giver pengene til, er bæredygtigt.

Ulandsløb 2012
DU kan være med til at sikre rent drikkevand til Togos befolkning i vestafrika.

Overskuddet fra Ulandsløbet 2012 går til Røde Kors’ vand- og sanitetsprogram i Togo, Vestafrika. Vand- og sanitetsprogrammet sørger for oplysning, undervisning og etablering af vandkomitéer inden der bliver installeret brønde og latriner, så lokalsamfundet er bevidste om vandbårne sygdomme og vigtigheden af hygiejne. Således sikres sanitetsprogrammets bæredygtighed. Det anslås at programmet giver rent drikkevand til 31.750 personer, samt latriner til 12.285 personer. Endvidere anslås det, at i alt 425.000 personer får del i sundhedsoplysning og hygiejneundervisning.

Læs mere om projektet på: www.ulandsloebet.dk.

Årets løb
I år er målet at samle 700 løbere til start ved SDU den 29. september og derved rejse over 70.000 kroner til Røde Kors’ vand- og sanitetsprojekt. Man vælger frit om man vil løbe 5- eller 10 kilometer-ruten, og er man ikke løbe-typen, er det tilladt at gå. Der vil være livemusik og festlig opvarmning på dagen til at sikre højt humør og løbemotivation. Derudover vil der være præmier til de hurtigste løbere, lodtrækningspræmier samt goodie-bags til alle deltagere. Ligeledes tilbyder vi vores løbere professionel tidtagning med chip.

Ulandsløbet 2012 rute
Det foregår i omgivelserne omkring Campus, SDU, Odense d. 29. september.

Hvordan tilmelder du dig?
For at nå vores mål om et overskud på over 70.000 kroner har vi brug for endnu flere deltagere end sidste år. Det er nu du har chancen for at gøre en forskel for Togos befolkning, og samtidig gøre noget godt for dig selv. Så grib fat i dine venner, naboer, din kæreste, familie eller studiekammerat og udfordr dem til at løbe for livet sammen med dig! Du kan tilmelde dig online allerede nu på: www.ulandsloebet.dk.

Frivillig
På dagen får vi også brug for frivillige hænder til at hjælpe med diverse praktiske opgaver, så som rute-afmærkning, etablering af målområde, salg af forfriskninger og udlevering af startnumre. Hvis du synes det kunne være sjovt at bruge et par timer på at hjælpe med at få dagen til at blive en succes, vil vi meget gerne høre fra dig. Send en mail til: martin.ulandslobet@gmail.com.

Ideen bag Ulandsløbet er simpel: at få alt sponsoreret, så hele deltagergebyret på 100 kroner kan gå ubeskåret til et velgørende og sundhedsfremmende formål i et udviklingsland.Ideen bag Ulandsløbet er simpel: at få alt sponsoreret, så hele deltagergebyret på 100 kroner kan gå ubeskåret til et velgørende og sundhedsfremmende formål i et udviklingsland.

Vi glæder os til at se jer alle til en fantastisk dag!

Vi er altid glade for at høre vores læseres mening. Du kan skrive din kommentar herunder.