- Reklame -

Herbert krydser min vej

Af Cirkeline

Nyvasket åbner jeg døren til verden og går gennem den med min lille vovse, Petite. De første solstråler kilder mig på næsen.
Jeg nyser og blinker med øjnene, hopper ud af sengen og tager et dejligt bad.
Jeg synger og nynner og er spændt på, hvad dagen mon vil bringe af oplevelser og erfaringer.
Jeg elsker ikke kun at blive ældre, men også klogere for hver dag, der går.

Vi skal ud og går tur i det dejlige vejr.
Lige i det sekund, hvor vi træder ud af døren, kommer der en mand forbi, (lad os bare kalde ham Herbert,) med en stor, hvid kamphund.
Jeg kender dem godt, da de altid er nede i parken med en flok hunde, som går løst omkring, og som helst skal snakke med alle andre hunde. Det gælder også for Petite, men da jeg er nervøs for, at der skal ske hende noget, tager jeg hende altid op, når jeg ser dem komme hen mod os.
Man kan vel aldrig vide, hvad der sker, og Petite, hun er så lille.
Det bryder Herbert sig dog ikke om, og han gør mig altid opmærksom på, hvor unødvendigt det er: »Den gør ikke noget, den vil kun vil lege,« påstår han.

I dag er det så mig, der går uden snor, mens den store, hvide kamphund har rødt halsbånd og snor på.
Petite giver et lille vov fra sig, da vi løber direkte ind i de to – Herbert og kamphunden.
Idet vi krydser vejen, står fyren og skaber sig.
»Du skal tage den i snor, det har jeg bare sagt til dig så mange gange…bla bla bla,« lyder det fra fyren.
»Hmm,« tænker jeg.
Det var dog mystisk, at han siger sådan noget. Men jeg tager mig ikke af det, ignorer ham og går videre.
Herbert bliver stående og råber efter mig.
Jeg gider ikke lade mig rive med, så jeg går bare videre.
Han ævler og ævler, og jeg kan ikke tro, hvad han pludselig siger:
»Du skal bare se, hvad der sker, når jeg slipper min hund løs. Jeg kan ikke garantere for noget, den kan bide din hund ihjel.«
Ok, nu er jeg ved at blive nervøs.
Men da han så slipper sin cirka 40 kilogram tunge hund over til lille mig og min 2,5 kilogram hund, kan jeg mærke angsten brede sig i min krop.
Jeg tager hurtigt bette Petite op og står og råber:
»Du gør mig bange, du truer mig.«
Han er ikke spor imponeret og udnytter situationen yderligere. Den cirka to meter høje mand kommer hen mod os, mens hans hund står foran os, og ikke lader os komme forbi. Jeg går i panik og råber om hjælp. Jeg er heldig. Der kommer et par løbende for at hjælpe mig ud af den yderst ubehagelige situation. Jeg står og græder, er i chok. Den forrykte Herbert tager sin hund og slipper væk.

Idet han har rundet hjørnet, kommer der tre politibusser kørende hen ad vejen. Situationen virker surrealistisk, og jeg fatter ikke, hvilken film jeg er havnet i.
Vi stopper politiet og fortæller, hvad der er sket. Men de er ikke kommet for at hjælpe en lille pige i nød, men for at tage vare på en flok fodboldbøller.
Det ville ellers have været den perfekte happy end: Den lille pige reddes af 24 stærke, smukke politimænd.
Hm, jeg står og drømmer – tilbage til virkeligheden.

Politiet råder os til at ringe til 114, så det gør vi, mens vi fortsat står på gaden foran mit hjem.
Lige så snart politibusserne er kørt, kommer den onde Herbert tilbage, men uden hund.
Han virker aggressiv, og jeg vil ikke gå hjem, da han ved, hvor jeg bor.
Jeg er virkelig bange. Det unge par bor på samme gade og tager mig med hjem. Pigen hvisker i mit øre, at jeg ikke skal være bange, da han er gået ned i Eventyrhaven, og at jeg bare skal gå videre lige så stille.
Efter et lille øjeblik kommer han tilbage sammen med en gruppe mænd og en kamphund. Hvad sker der lige?

Vi når sikkert hjem til mine reddere, og jeg anmelder fyren til politiet.
Jeg tvivler på, at det nytter noget, men hvad kan jeg ellers gøre?
Jeg skal sende en mail, da de eneste anmeldelsesblanketter hos politiet er for cykeltyveri, sort arbejde og for at melde sine naboer for alt muligt andet. Hvad er det lige for et samfund, vi lever i – det minder mere og mere om DDR’s Stasi.

Denne lørdag morgen viser livets ambivalens.
En forvirret, syg mand, som udnytter sin magt over for en lille pivs som mig, og to dejlige mennesker, der kommer og hjælper. Ingen lækre politimænd, der redder mig ud fra den faaaarlige situation.
Men dog – en happy end blev det.

Vi er altid glade for at høre vores læseres mening. Du kan skrive din kommentar herunder.