- Reklame -


Det første kirurgiske speciale, der præsenteres her i Sund & Hed, er ortopædkirurgi. Sund & Hed har sendt en reporter til overlæge Søren Overgaards kontor, for at be- og afkræfte de mange rygter, der florerer omkring ”knoglekirurgerne”.

Af Louise Bjørkholt Andersen, Sund & Hed

Allerede efter kort tid på Søren Overgaards kontor er jeg ikke i tvivl om, at manden har flair for teknik. Efter at have instrueret mig i brugen af mit eget digitalkamera vender han opmærksomheden mod min diktafon, som er ved at løbe tør for batteri. Jeg noterer mig også, at han har flere eksemplarer af nyudviklede hofteproteser liggende på bordet – nogle som han i øvrigt ivrigt fremviser, imens han fortæller.

Professor, dr.med. Søren er udover ortopædkirurg også en engageret mand, som man kan møde mange steder:

  • i klinik som overlæge og professor på afd. O,
  • i Studienævnet
  • i Akademisk Råd på SDU,
  • når man skriver ph.d. på afdelingen
  • når man skriver fordybelsesopgave (kandidatspeciale) på afdelingen

Og på trods af den konstante strøm af mennesker gennem hans kontor tilbyder han både kaffe og en stor entusiasme for at fortælle de studerende om sit felt.

Jeg starter med at spørge, hvorfor han specialiserede sig i netop ortopædkirurgi.

“Jamen, jeg troede egentlig som studerende, at jeg skulle være hjertekirurg. Jeg har nok altid vidst, at det skulle være noget med kirurgi!” fortæller Søren.

“Selve ortopædkirurgien kom egentlig som lidt af et tilfælde. Inden jeg blev færdig, var jeg ude i et vikariat på ortopædkirurgisk afdeling – og da jeg så skulle ud i turnus, var det dengang svært at finde et sted, specielt i København, hvor jeg boede. Så jeg ringede tilfældigt til ortopædkirurgisk afdeling i Sønderborg og fik en turnusplads der.

Imens jeg var der, blev jeg grebet af specialet. Jeg fik lov til at operere en masse, sådan at jeg som ret ung læge fik en masse erfaring – derfor begyndte jeg at læse op på en masse anatomi, så jeg kunne imponere lægerne på afdelingen.” Søren Overgaard griner. “Samtidig begyndte jeg at involvere mig i noget forskning, som jeg altid har syntes, var spændende. Og sådan fandt jeg ud af, at det altså var ortopædkirurg, jeg skulle være.”

Han fortæller videre, at noget af det, der specielt greb ham, var den håndværksmæssige del af specialet. Men inden for faget er der også mulighed for at kombinere teori og biologi med de praktiske, kliniske aspekter, når man forsker – og det, synes Søren, er fantastisk spændende.

Det er derfor intet problem for ham at nævne tre fordele ved specialet:

“Inden for ortopædkirurgien er der gode muligheder for at forske og for at kombinere forskellige aspekter, som tidligere nævnt.  Der er selvfølgelig også den håndværksmæssige del – og den er klart en fordel – hvis man kan lide håndværk! Men specialet er også utroligt bredt. Der er mulighed for at fordybe sig i håndkirurgi, som kan være lidt af et pillearbejde, men man kan også arbejde med “større” ting såsom skuldre, knæled og hofter,” fortæller Søren.

Desuden nævner han, at patientgruppen i ortopædkirurgi spænder bredt, idet de behandler alle aldersgrupper; fra de helt små børn til de ældre. Det ser han kun som en stor fordel.

Jeg spørger så ind til, hvad ulemperne ved specialet kan være.

“Jamen, ortopædkirurgi er desværre noget mandsdomineret, og vi har problemer med at trække kvinder til specialet. Der hersker nogle fordomme om, at der kun findes håndværkerblade som ‘Bil & Båd’ på ortopædkirurgernes kontorer, og disse fordomme er måske ikke altid uden hold i virkeligheden,” siger Søren. “Men specialet er ved at ændre sig – jeg er selv en af dem, der forsøger at ændre det, således at forskning og evidens kommer til at betyde mere i forhold til det rent håndværksmæssige. Det skal også siges, at vagterne som ortopædkirurg kan være hårde, specielt på de større sygehuse. Mange tror også, at man skal være fysisk stærk for at være dygtig ortopædkirurg – men det passer altså ikke! Det er et spørgsmål om teknik, bare se på mig selv!” siger Søren og griner.

Men hvad så med fremtiden?:

“Med hensyn til rekruttering, har vi heldigvis en god søgning til specialet. Det svære er at rekruttere de rigtige, dvs. de kandidater, som har en interesse i at videreudvikle specialet, og som samtidig er fagligt dygtige.” siger Søren.

“Her på afdelingen har vi jo meget forskning. Vi har for tiden en række ph.d.-studerende og studerende, der skriver fordybelsesopgaver. De skriver om meget forskellige ting; fra basale undersøgelser til kliniske studier og registerstudier. Blandt andet har en gruppe af studerende netop publiceret en artikel om hoftedysplasi. Og jeg mener, at forskningen netop er det, der er med til at give specialet en konstant udvikling. Forskning sikrer også, at udviklingen er evidensbaseret, og dermed sker i den rigtige retning.”

Og hvorfor skal unge læger så vælge hans speciale?

“Først og fremmest fordi mulighederne er så mange,” mener Søren. “Der er plads til alle, der går rundt med en kirurg i maven. Man kan arbejde med meget forskellige typer af kirurgi, og samtidig er der mulighed for at arbejde med traumer i skadestueregi. Hvad angår forskning, kan man i ortopædkirurgien på fin vis kombinere det biologiske med det praktiske. Og endelig er der jo muligheden for at tjene mange penge i det private, hvis man en dag bliver træt af sygehusvæsenet.”

Direkte adspurgt om han ville vælge et andet speciale i dag, er Søren helt sikker i sin sag:

“Nej, det ville jeg ikke. Jeg er stadig rigtig glad for mit speciale, og inden for ortopædkirurgien ligger min store interesse i forskning og videreudvikling.”

 

Vi er altid glade for at høre vores læseres mening. Du kan skrive din kommentar herunder.